> Læs mere om Sydafrika Opdateret 10.11.2011 / LPO Udskriv denne side
Drømmen om Afrika Sydafrika | Tilbud
14 dages oplevelsesrejse gennem Sydafrika
Cape Town – Kaphalvøen – Vinlandet – Garden Route - Knysna - Tsitsiskamma - Port Elizabeth - Pretoria - Kruger - Johannesburg

Med højdepunkter som Cape Town, Kaphalvøen, Vinlandet, den fænomenalt smukke Garden Route, ultimativ Big Five-safari i Kruger National Park og township Soweto er vi helt sikre på, at denne oplevelsestur til Sydafrika er den mest komplette og omfattende, der findes til prisen på det skandinaviske marked. Vi har nøje udvalgt oplevelserne, så den rejsende får det absolut bedste af Sydafrika med hjem. Ydermere har vi inkluderet intet mindre end 5 middage. Kort sagt har vi ikke overladt noget til tilfældighederne i sammensætningen af denne absolutte sværvægter af en rundrejse i Sydafrika.
AFREJSER
(Kontakt DaGama Travel)
Pladser
"Begrænset" = Mest plads
"Få" = Kun få pladser tilbage
"UDSOLGT" = Kan have plads ved eventuelle afbud
 
TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel
Ryesgade 5
2200 København N
Telefon: 3638 0000
E-mail: info@dagama-travel.dk
DAG 1 | KØBENHAVN – CAPE TOWN
Vi letter fra Kastrup Lufthavn og flyver via London mod Cape Town. Der er forplejning om bord på strækningen fra London til Cape Town.

DAG 2 | ANKOMST TIL CAPE TOWN |
Byrundtur - mulighed for udflugt til Taffelbjerget
Ankomst til Cape Town internationale lufthavn. Fra lufthavnen tager vi direkte på byrundtur. Cape Town er Sydafrikas ældste by og repræsenterer en blanding af gammelt og nyt og mange forskellige kulturer – noget, der især kommer til udtryk, når man kører gennem forstæderne ind til byens centrum. Her, med det majestætiske Taffelbjerg som betagende kulisse, kører vi forbi kendte områder som District 6, kendt for tvangsudflytningen i 1970’erne af 60.000 sorte indbyggere, og Woodstock, hvorfra
der både er udsigt til Taffelbjerget og til havnen. Bydelen undgik at blive offer for raceopdelingspolitikken og er i dag karakteriseret ved en levende og vibrerende stemning. Vi kommer forbi Kap det Gode Håb-fæstningen, Sydafrikas ældste bygning,
og Company’s Garden, et smukt og forfriskende åndehul i den travle metropol, som
blev anlagt så langt tilbage som i 1652 af hollandske bosættere. Vi kører ad Long Street med de karakteristiske victorianske bygninger med terrasser og kunstfærdigt udskåret træværk, gennem Bo-Kaap, som er et multietnisk område og kendt for sine romantiske, brolagte gader. Afhængig af vejr og især vind, vil rejselederen om forholdene er gunstige, også forestå en ekstraudflugt (ikke inkluderet) op på toppen af Taffelbjerget. Mange dage driller bæsten, så tovbanen må indstille driften, så det er virkeligt om at gribe chancen, når den er der – udsigten fra toppen er ubeskrivelig smuk.
Efter denne oplevelsespakkede byrundtur tager vi til vores centralt beliggende hotel, hvor vi checker ind og får os et velfortjent hvil.
Man kan senere på egen hånd vælge at aflægge besøg på den berømte Victoria & Alfred havnefront, en af verdens smukkeste havnepromenader.
Der er denne dag inkluderet morgenmad på flyet og aftensmad.

DAG 3 | KAPHALVØEN |
Hout-bugten - Chapman’s Peak - Cape Point Nationalpark - pingvinkoloni
Dagen i dag byder på en heldagsudflugt til Kaphalvøen. Vi kører langs den vestlige side af halvøen med dramatiske bjergslugter på venstre side og Atlanterhavet på højre side. Vi gør stop ved den lille havn i Houtbay for at se, om der sker noget spændende – vi kan ofte få øje på sælerne, der tumler legesyge rundt i havet. Vi fortsætter over det imponerende Chapman’s Peak pas, ad den snoede kystvej og ned mod Cape Point National Park. Her udfolder der sig for vore øjne et fabelagtigt natursceneri – lavtvoksende ”fynbo”-vegetation, som er helt unik for dette område, sætter sit eget karakteristiske præg på dette meget specielle landskab med sit helt enestående klima. Er vi heldige, får vi også lov til at opleve dyrelivet her – der er en god (nogle vil sige for god) chance for at møde bavianerne. Vi tager en spadseretur op til fyrtårnet ved Cape Point, hvorfra udsigten til Atlanterhavet og False Bay er åndeløst smuk. Vi gør også holdt ved Kap det Gode Håb, stedet hvorfra Cape Town har sit navn. Senere kører vi til False Bay (Falske Bugten), og følger vejen på den østlige side af Kaphalvøen. På denne side af halvøen er der gode chancer for at se nogle af havets blide kæmper, hvalerne, med det blotte øje. Såvel den Sydlige rethval (Eubalaena australis) som Pukkelhvalen (Megaptera novaeanglia) går ofte helt tæt ind under land; det er et betagende skue at betragte disse kæmper på så relativ nær afstand, med fast grund under fødderne! Der ér hvaler i False Bay året rundt, men det skal nævnes, at hvalsæsonen topper fra maj til oktober.
Vi gør også holdt for at opleve de berømte afrikanske pingviner, som har erobret Boulders Beach-stranden og gjort den til deres hjem. Herefter skal vi igennem Simons Town, hvor Charles Darwin rent faktisk gik i land, da han kom til Sydafrika, og Fish Hoek – men pas på, det lokkende, azurblå vand er også et yndet jagtområde for den store hvide haj. Herefter vender vi næsen hjemad mod Cape Town.
Der er denne dag inkluderet morgenmad og frokost.

DAG 4 | VINLANDET |
Besøg på vingård - vinsmagning
I dag har vi en hel dag til at gå på opdagelse i det vidunderligt smukke og ”velsmagende” Vinland. Vi sætter kurs mod Sydafrikas næstældste by, Stellenbosch, som også kendes under navnet Egebyen. Vi tager en lille spadseretur i denne charmerende gamle by, inden vi tager på vores første vinsmagningsbesøg hos nogle af Sydafrikas berømte vinbønder, der dyrker deres marker lige uden for byen. Herefter tager vi videre over Hell’s Hoogte passet til en anden hyggelig, gammel by, Franschhoek. Her skal vi også prøvesmage nogle af de lokalt producerede vine, og når vi har fået frokost, klarer vi lige hjernen og kroppen med en spadseretur i byen, som har masser af små, finurlige butikker.
Der er denne dag inkluderet morgenmad og frokost.

DAG 5 | CAPE TOWN |
Cape Town på egen hånd - mulighed for udflugt til Robben Island, hvalsafari mm.
I dag kan du, afhængigt af dit humør og vejret på egen hånd besøge Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet under apartheid-regimets styre. Det er en hård nyser, og man kan kun beundre en mand, som magtede at tilbringe 22 år af sit liv her, blive løsladt efter yderligere 5 år i Victor Verster Fængslet og derefter indtage posten som Sydafrikas første demokratisk valgte præsident.
For de, der har lyst, kan turen til Robben Island meget passende kombineres med en tur til en af Cape Towns lokale townships. Her får man en fantastisk mulighed for at opleve hvordan en stor del af Sydafrikas bybefolkning stadig lever under højst elementære forhold, ofte uden kloakering, rindende vand og elektricitet. Det kan synes temmelig håbløst, men ved selvsyn og ved møde med beboerene kan man også opleve lys i mørket. Igen, afhængig af vejr og interesser, vil det også være muligt at tage på en ekstra heldagsudflugt til Sydafrikas ubestridte hvalhovedstad, Hermanus. Som ovenfor nævnt, topper den lokale hvalsæson fra maj til oktober, men det er ganske sjældent at man ikke kan spotte hvaler fra Hermanus – enten fra kysten eller endnu tættere på, fra en hvalsafaribåd. Det er også muligt at bruge dagen på kortere udflugter, såsom vandring på Taffelbjerget (her findes lette såvel som udfordrende ruter), eller besøg i Kirstenbosch Botanical Garden. Din rejseleder står naturligvis til rådighed med gode råd og tips. Hvis du er mere til tilbagelænet turistafslapning, kan du gå ad havnepromenaden, hvor hundredvis af butikker, barer og restauranter byder velkommen.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 6 | ROUTE 62 – OUDTSHOORN – GARDEN ROUTE – WILDERNESS |
Karoo - Oudtshoorn – strudsefarm - Wilderness
Vi kører nu ud af byen med kurs mod en af de mest sceniske strækninger i Sydafrika, Route 62. Vi kommer igennem landbrugsområder i lavlandet, hvorefter vi fortsætter videre ind i et bjergrigt landskab. Overalt møder vild natur den rejsendes blik, indtil vi når udkanten af den mægtige Karoo ørken, også kaldet Little Karoo. Her i Oudtshoorn – verdens strudsehovedstad (over 90 % af verdens strudse lever her) – skal vi selvfølgelig besøge en strudsefarm og se de fantastiske fugle. Herfra fortsætter vi mod Det Indiske Ocean til den berømte Garden Route, hvor vi skal bo i det naturskønne Wildernessområde med udsigt over havet.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 7 | GARDEN OF EDEN | PLETTENBERG BAY | KNYSNA |
Smukke naturoplevelser på Garden Route
Vi begynder dagen i Garden of Eden, et de allersmukkeste steder i Knysnas store skovområder. Oldgammel bevoksning, søer, floder og havet selv udgør livsrammen
om de mange dyr der lever her – fra den kloløse Kap-odder til Chakma bavianer og elefanter, samt et væld af fulgle. Vore kyndige lokal-guide vil fortælle om de sjældne planter og dyr – og vi er forhåbentligt heldige at se og møde nogle eksemplarer.
Siden fortsætter vi til Knysnas naboby Plettenberg Bay, smukt beliggende ud til Det indiske Ocean. Her vil vi prøve, om vi kan få et glimt af de mange delfiner, sæler - og er vi heldige, også hvaler - der ynder at holde til i den store bugt. Der vil også være tid til en gåtur på den kilometer lange, hvide strand der omkranser bugten. Herefter går turen til Knysna, af mange betragtet som selve Garden Rutens hovedstad. Her får vi god tid til at spadsere en tur på den lille, pittoreske havnefront beliggende ud til den skønne Knysna Lagune. Havnefronten rummer masser af små, gode restauranter og interesaante butikker. Har man lyst, kan man smage på byens berømte østers – og der vil også gives mulighed (tilkøb) for en lille sejltur på Lagunen, om vejret er til det. Vi er først tilbage på vort hotel i Wilderness sidst på dagen.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 8 | GARDEN ROUTE | TSITSIKAMMA NATIONAL PARK | PORT ELIZABETH |
Tsitsikamma National Park – Storms River - Indian Ocean Beach
Vi kører østpå ad Garden Route mod Tsitsikamma National Park. Et fantastisk, frodigt og dramatisk område, smykket af vældige floder og brusende vandfald og domineret af tæt skov. Nogle af de store, imponerende træer, du ser her, er over 800 år gamle! Vi vil spadsere en dejlig tur i selve parken, hvor vi stopper ofte og tager billeder af alle de fantastiske ting, vi ser. Siden fortsætter vi mod øst ad Garden Route mod den store by Port Elizabeth. Vi tager den med ro og gør mange fotostop på vejen, bl.a. ved Storms River Bridge, som er verdensberømt for sit tilbud om bungy jumping – det er nemlig i dette område, man her finder nogle af de absolut dybeste slugter i verden. Efter vi
har checket ind på vort hotel i Port Elizabeth, som også er kendt som Sydafrikas mest vennesæle by, tager vi en spadseretur på Indian Ocean Beach – hvis tiden og vejret tillader det, kan de modige tage sig en svømmetur i bølgerne – disse kan dog være ret heftige (byen er af samme grund et yndet mål for surffolket).
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 9 | PORT ELIZABETH – JOHANNESBURG – PRETORIA – KRUGEROMRÅDET | Sightseeing på vores vej mod Kruger - besøg i Pretoria
Vi tager et morgenfly fra Port Elizabeth til Johannesburg. Flyveturen varer ca. 2 timer. Efter ankomsten kører vi ud af byen mod den gamle by og Sydafrikas administrative hovedstad Pretoria. Her skal vi på lidt sightseeing og bagefter kan man på egen hånd nyde en god frokost.
Herefter fortsætter vi østpå, først gennem vidtstrakte landbrugsområder her og der afbrudt af enorme kulkraftværker. Siden hen skifter landskabet karakter, når vi kører ind i et bjergrigt og naturskønt område. Sent på eftermiddagen kommer vi ned fra højderne til lavlandet og nærmer os nu Kruger. Tidligt på aftenen ankommer vi til vores hotel, som ligger lige uden for den berømte nationalpark.
Der er denne dag inkluderet morgen- og aftensmad.

DAG 10 | BIG FIVE SAFARI I KRUGER NATIONALPARK
Dagen i dag handler kun om én ting, eller det vil sige fem faktisk, for i dag skal vi
på den ultimative Big Five-safari i Kruger National Park, som er en af de allerstørste nationalparker i verden – på størrelse med Jylland – hvor løver, leoparder, næsehorn, elefanter og bøfler venter på at blive beundret og fotograferet. Dyrene er ikke nødvendigvis nemme at finde, så vores safari afbrydes kun af en frokostpause, hvorefter ”jagten” fortsætter. Vi kører i åbne safarijeeps, hvor en rangerchauffør
sørger for vores sikkerhed og for at vi får den størst mulige oplevelse.
Der er denne dag inkluderet morgen- og aftensmad.

DAG 11 | PANORAMARUTEN |
Guds Vindue - Burke’s Luck Potholes - The Three Rondavals
Nu er det blevet tid til at udforske Sydafrikas eventyrligt smukke Panorama Route.
Det er uomtvisteligt den smukkeste strækning, man kan køre i det store land. Kort sagt verdensklasse. Vi starter dagen ved ”Guds vindue”, hvor bjergskråningen falder næsten 1 km brat ned. Udsigten herfra kan ikke beskrives med ord. På en klar dag kan man se ind i Mozambique og måske endda skimte det Indiske Ocean. Det er også her, vi finder Sydafrikas eneste og meget lille regnskov, som vi skal udforske lidt til fods. Herfra fortsætter vi til Bourke’s Luck Potholes, et betagende månelandskab, hvor to floder mødes og dybe, runde huller er blevet boret i jorden. Det kan være meget varmt her i dagtimerne, så vi har sat tid af til at dyppe fødderne i den iskolde bjergflod. Vi gør holdt i Pilgrims Rest og spiser frokost. Bagefter fortsætter vi til et udsigtspunkt, hvorfra man kan se The Three Rondavals og nyde synet af en af de største bjergkløfter i verden, Blyde River Canyon – igen, er det en klar dag, vil du kunne se Mozambique og det Indiske Ocean i baggrunden.
Der er denne dag inkluderet morgen- og aftensmad.

DAG 12 | BIG FIVE SAFARI I KRUGER NATIONALPARK
Igen en dag, som står helt og holdent i Safariens tegn i Kruger. Dagen skal bruges på
at se områder og dyr, som vi måske ikke nåede at få set på dag 10. Ud over de berømte ”Big Five” er der selvfølgelig også mange andre store oplevelser – giraffer, flodheste, zebraer, antiloper og hyæner, som nok skulle være leveringsdygtige i sjove, flotte og pudsige oplevelser.
Der er denne dag inkluderet morgen- og aftensmad.

DAG 13 | KRUGER – SOWETO – JOHANNESBURG |
Besøg i Township
Vi kører fra lavlandet op på plateauet tilbage mod Johannesburg. Inden vi kører til lufthavnen, aflægger vi besøg i Sydafrikas mest berømte township, Soweto. På dette ca. 65 km2 store område skønnes det, at ca. 2 millioner afrikanerne bor under mildest talt usle forhold.
Soweto var en vigtig brik i bevidstgørelsen hos den sorte del af den sydafrikanske befolkning og dennes modstandskamp mod apartheidregimet.
Vi går herefter fra den ene yderlighed til den anden og tager tid til at få shoppet de sidste fornødenheder, inden det er tid til at tage i lufthavnen. Vi letter med British Airways fra Johannesburg og sætter kursen mod mere hjemlige himmelstrøg.
Det er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 14 | ANKOMST TIL DANMARK
Vi lander i Danmark efter en fantastisk rejse.
 
AFREJSER
(Kontakt DaGama Travel)
 
PRISEN INKLUDERER
  • Fly København-Cape Town, Port Elizabeth-Johannesburg og Johannesburg-København.
  • 11 nætters ophold (3* og 4*) på hotel.
  • Morgenmad dagligt, 5 middage og 2 frokoster.
  • Byrundtur i Cape Town.
  • Udflugter iht. rejsebrochure.
  • 2 dages Big Five-safari i Kruger Nationalpark.
  • 1 dags panoramaudflugt ved Kruger.
  • Transport iht. rejsebrochure.
  • Dansk rejseleder og lokal engelsktalende guide.
  • Alle skatter og afgifter.
  • Bidrag til Rejsegarantifonden.
  • Ekspeditionsgebyr (kr. 110,-).

PRISEN INKLUDERER IKKE

  • Sygdomsafbestillingsforsikring.
  • Rejseforsikring.
  • Drikkepenge (beregn ca. kr. 400).
  • Eneværelsestillæg.
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”
  • EU-Produktansvarsforsikring (kr. 20,-).

FORLÆNGELSE / ÆNDRINGER
Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Individuel hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene og mod et tillæg. Derudover kommer tillæg for evt. ekstra arrangement.

DELTAGERANTAL
Rejsen gennemføres med min. 20 deltagere.

TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel, Ryesgade 5, 2200 København N
Tlf: +(45) 3638 0000
Fax: +(45) 3638 0020
Web: www.dagama.travel
E-mail: info@dagama-travel.dk
Medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 2250 - Danmarks Rejsebureau Forening

BETALING
Depositum 25% og restbeløb indbetales i henhold til bekræftelse.

FORBEHOLD & ÆNDRINGER
Der tages forbehold for ændringer i programmet. DaGama Travel og vore lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader. Det betyder at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvis vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen og at programpunkter kan risikere at udgå. Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseleder og kommentarer fra kunder. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet fra den blev købt til afrejsen finder sted.
Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene de rejsendes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen. Rejsen er underlagt DaGama Travels’ Almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

> Billedgalleri
> Hent digital brochure
(pdf / 1.07 Mb)
Dag 1: København mod Cape Town
Dag 2: Cape Town
Dag 3: Kaphalvøen
Dag 4: Vinlandet
Dag 5: Cape Town
Dag 6: Oudshoorn
Dag 7: Tsitsikamma
Dag 8: Garden Route
Dag 9: Pretoria
Dag 10: Kruger
Dag 11: Panoramaruten
Dag 12: Kruger
Dag 13: Johannesburg mod Danmark
Dag 14: Hjemkomst
 
 
 
Site design OTR Interactive