DAG 1 | DANMARK - MOSKVA |
Udrejse fra Danmark, ankomst til Moskva
Efter flyveturen fra Danmark til Moskva bliver vi efter indrejseformaliteterne hentet i bus og kørt til flodbredden og går om bord på vores skib. Herefter spiser vi vores første middag om bord og hviler, før vi den følgende dag tager hul på Moskva. Der vil om aftenen være mulighed for at deltage i udflugten ”Moscow by Night”, som skibet arrangerer. Udflugten bestilles og betales om bord og er der tilmeldinger nok deltager vores danske rejseleder gerne. På udflugten ser man de mest berømte seværdigheder badet i byens lys og det er en stor oplevelse at se det prangende Kreml og Den Røde Plads efter mørkets frembrud.
Aftensmad om bord er inkluderet.
DAG 2 | MOSKVA |
Byrundtur, Spurvehøjene, mulighed for besøg i Det Russiske Statscirkus
Moskva er næsten som et land i sig selv, en kolossal storby med omkring 12 mio. indbyggere, som nyder godt af Ruslands blomstrende industri og nyvundne plads i verdensordenen efter Sovjetunionens sammenbrud. Trods et stedse konservativt styre er byen under hastig forandring i disse år. Restauranter og klubber i skarp konkurrence om kunderne, spekulation på det russiske børsmarked, velklædte mænd, der kappes om at eje den nyeste model inden for mobiltelefoner og store biler.
Alt på en baggrund af middelalderlige bygninger med spir og gyldne kupler, Stalins neo-gotiske skyskrabere samt Kremls imposante autoritet, som overskygger alt.
Moskva er som intet andet sted. Den er en af Ruslands smukkeste og ældste byer, og i 1918 blev den atter landets hovedstad, efter i et par hundrede år at have været frataget denne titel.
Der er en egen rå skønhed over Moskva – den er ligesom mere skarptskåren end mange andre europæiske byer.
Byen appellerer imidlertid til mange turister pga. sin lange historie, som åbenbares mange steder. I denne rastløse storstad oplever man smog-fyldte trafikpropper, lange gader og avenuer, som er større end de fleste, samt aktiviteter og underholdning 24 timer i døgnet.
Man føler sig til tider en smule fortabt og forvirret over al denne hastige aktivitet, men det er dog muligt engang imellem at finde en stille og fredelig krog.
Vores bytur tager os rundt til de vigtigste seværdigheder og steder, hvor vi får et indtryk af den store, kaotiske metropol.
Vi skal blandt andet se Frelserkatedralen og gør også et stop ved Spurvehøjene, hvorfra vi har en fantastisk udsigt over byen og OL-stadion, hvor de Olympiske Lege blev afholdt i sommeren 1980 og hvor rockstjerne kappedes om at spille koncerter efter Den Kolde Krigs afslutning.
Vi har valgt ikke at inkludere Tretjakov-galleriet i rejsens pris (kan ofte tilkøbes som ekstraudflugt om bord), da programmet denne dag i så fald kan blive noget strabadserende. Desuden er skibets sejlads på floderne afhængig af de slusetider, som fastsættes af de lokale myndigheder og for at kunne garantere gennemførelsen af alle programpunkter i forhold til skibets ankomsttidspunkt, har vi valgt at fokusere på de mest interessante seværdigheder.
Om aftenen tilbydes (med forbehold for aflysning pga. turné og lignende forhold) en forestilling i det berømte russiske statscirkus, hvis gamle traditioner gennem tiderne har bredt sig til stort set alle andre landes cirkustrupper.
En fabelagtig oplevelse at dele med russere i alle aldre, og ofte med indslag vi ellers ikke ser i de europæiske forestillinger. Forestillingen er ikke inkluderet i rejsens pris men kan bestilles hjemmefra senest 45 dage inden afrejse. Pris kr. 590,- pr. person.
Helpension om bord er inkluderet.
DAG 3 | MOSKVA |
Kreml, Den Røde Plads, Nyjomfru-klostrets kirkegård |
I dag føres vi ind i hjertet af Rusland, nemlig Kreml – den store fæstning i den centrale del af Moskva, hvor landets herskere gennem hundreder af år har udøvet deres enorme magt over folket og det store rige. Hvor Skt. Petersborg har været Ruslands kulturelle hovedstad, har Moskva været det politiske og religiøse centrum, og de smukke paladser og forgyldte kupler, der pryder de imponerende katedraler, er da også en hersker værdig.
Vi skal ind at se et par af de smukke katedraler, der med ikoner og sarkofager med landets tsarer giver et storslået indtryk af den slaviske kultur og religion.
Vi skal også en tur på den historiske Røde Plads med Vasilij-katedralens bolsjefarvede kupler. Her ligger også Lenins mausoleum og stormagasinet GUM som smukke og værdige rammer.
Hvem husker ikke de sovjetiske ledere stående på toppen af Lenins mausoleum ved de store parader? - og den fortærskede floskel om historiens vingesus er her på pladsen mere levende end noget sted. Vi passerer også æresgarden, der står vagt om den evige flamme for de faldne under II. Verdenskrig. Vi gør opmærksom på, at de russiske myndigheder af og til med ingen eller kort varsel lukker pladsen. I så fald vil vi komme helt tæt på og kigge ind over pladsen, men ikke kunne gå over den.
Vi kører til Nyjomfru-klostret, der blev opført som kulminationen på samlingen af alle fyrstendømmerne under Moskva. Hertil blev også Peter den Stores søster forvist efter sit mislykkede kup, hvorefter man hængte hendes livvagter og kammerpiger op uden for hendes vinduer! Et idyllisk sted med en blodig fortid – meget symbolsk for hele Ruslands historie.
Det er nu ikke så meget klosteret som dets kirkegård, som er af størst interesse. Her ligger en mængde store russiske berømtheder begravet, bl.a. forfattere som Tjekhov og Gogol, komponisten Prokofiev og Mikhail Gorbatjovs hustru Raisa, generalsekretær Khrusjtjov og præsident Boris Jeltsin. Vi går naturligvis en tur på kirkegården, som emmer af russisk historie.
Mange har hørt om Moskvas fantastiske metrostationer, og der bliver mulighed for, ved tilkøb af ekstraudflugt om bord, at komme under jorden og se nogle af de smukkeste. Store haller iklædt marmor, bronzestatuer og farvestrålende mosaikker pryder størstedelen af Moskvas metro, der blev påbegyndt i 1931, og som stadig bliver udvidet. Der er 171 stationer fordelt over 11 linjer, som tilsammen befordrer knap ti mio. passagerer om dagen.
Hen på eftermiddagen gør vi klar til afsejling og påbegynder hermed vores færd gennem den europæiske del af Rusland mod Skt. Petersborg. Vi bliver vinket godt af sted af de lokale russere på bredden af Volga, og når vi har passeret byens forstæder, skifter landskabet karakter til skove og enge med små landsbyer og fiskerbåde.
Efter et par dage med mange indtryk er det tid til at skrue lidt ned for tempoet, få sig en drink i baren og lægge sig godt tilrette i kahytten for at
slumre ind til lyden af skibets stille klukken op ad Volga-floden.
Helpension om bord er inkluderet.
DAG 4 | UGLITJ |
Dimitri Blodskirke, Forklarelseskirken
Vi sejler videre på Volga og ankommer til den lille by Uglitj, der spiller en vigtig rolle i Ruslands sagnomspundne historie. Den lille, men meget fine Dmitri Blodskirke ligger ved bredden af Volga og er efter sigende det sted, hvor Ivan den Grusommes tiårige søn Dmitri blev fundet død i 1591. Med sine stjernebestrøede, himmelblå kupler er kirken her som taget ud af et russisk eventyr.
Ikke langt derfra ligger Forklarelseskirken, hvor der ofte er mulighed for at høre kormusik i kirkerummet, der med sin flotte akustik og overvældende ikonostas gør denne dag til noget ganske særligt. Der bliver også tid til at gå en tur rundt til fods på egen hånd i den lille by, inden vi mødes om bord på vores skib.
Her kan man f.eks. gå på opdagelse hos de mange urmagere, som sælger de verdensberømte Chaika-ure. Det er især dameure, som sælges og det skyldes måske historien bag navnet Chaika. På russisk betyder det nemlig ”måge” og stammer fra den første kvindelige kosmonaut, Valentina Tereshkova, der brugte ”Chaika” som sit kaldenavn. Man vil da også støde på ure med motiver fra netop russernes storslåede udforskning af universet.
Helpension om bord er inkluderet.
DAG 5 | GORITSY |
Besøg i skole, besøg i privat hjem
Vi ankommer til Goritsy, og ikke langt fra byen inde i landet ligger klostret Kirillov, der engang har været et af de mange religiøse hovedsæder i denne del af det store rige.
Da denne rejse i rigt mål byder på besøg i storslåede kirker og ved klostre vil vi bruge denne dag på at komme lidt tættere ind på hverdagslivet i Rusland. Vi skal se et privat hjem, hvor forholdene er noget anderledes end det vi kender hjemmefra. Og trods sprogbarriererne kan man ofte få en hyggelig snak med beboerne om deres job og levevis.
Herefter skal vi besøge en russisk kunstskole for børn. Det er dog ikke altid lige let at arrangere besøg i offentlige institutioner i Rusland, og skulle der af den ene eller anden grund på enkelte afgange ikke være mulighed for et skolebesøg på kunstskolen, vil vi i stedet tilbyde et besøg på et fritidshjem, i en børnehave el. lign.
Tilbage ved landingsstedet i Goritsy kan der købes souvenirs ved de mange boder ned til floden Sheksna, eller man kan gå sig en tur i landsbyen.
Af de mange nye indtryk, vi får i løbet af denne rejse, er besøget hos den russiske familie blandt de fornøjeligste og mest mindeværdige. Her skal vi opleve, hvad russisk gæstfrihed handler om, når vi bliver inviteret indenfor i et privat russisk hjem til lidt kulturel udveksling og oplysning. Husk parløren og få en hyggelig snak.
Helpension om bord er inkluderet.
DAG 6 | KIZJI |
Besøg på frilandsmuseet
Vi sejler nordpå på Onega-søen, hvor vi ankommer til øen Kizji i løbet af formiddagen. Som taget ud af et eventyr ligger de fine gamle træhuse spredt på øen med Forklarelseskirken fra 1714 og sine 22 glimtende kupler i asp. Som den eneste kirke i verden udelukkende opført i træ, er den at finde på UNESCO’s liste over bevaringsværdige steder for eftertiden.
Kizji-øen ligger i nordenden af Onega-søen – den næststørste sø i Europa, nær grænsen til Finland. Øen er omgivet af tusinder af mindre øer – en af dette mægtige lands fascinerende landskabstyper.
Hvad der gør Kizji speciel, er dens fantastiske samling af træbygninger fra det 18. århundrede, såsom boliger, kapeller, vindmøller og lader, som ikke bare er smukke, men tillige historisk og arkitektonisk betydningsfulde. Den mest interessante bygning på Kizji er den prægtige Forklarelseskirke, som i disse år er under renovering som en del af forberedelserne til at fejre dens 300-års jubilæum i 2014. På øen findes også den mindre Forbønskirke, som har 9 kupler. Den er p.t. åben for publikum.
På Kizji kan man erfare, hvad der ligger inden for det muliges kunst inden for anvendelse af træstammer til bygninger. Fyrretræer fra fastlandet blev transporteret til øen, hvor stammerne blev skåret og formet til vha. økser. De tilhuggede stammer blev føjet sammen i hjørnerne ved at hugge præcise fordybninger, hvor stammerne mødtes – en urgammel praksis, som her blev udviklet til et kunstfærdigt håndværk. Et klokketårn blev fremstillet ved anvendelse af den samme metode.
Helpension om bord er inkluderet.
DAG 7 | MANDROGI |
Dagen på egen hånd
Vi er nu sejlet over Europas største ferskvandssø – Ladoga-søen og påbegynder indsejlingen til floden Svir, der forbinder Onega- og Ladogasøen. Visse steder er floden Svir så smal, at kun et enkelt skib ad gangen kan passere. Vi foretager et stop ved Mandrogi, der er en nyopført landsby i gammel stil, hvor man kan få et indtryk at de gamle håndværkstraditioner og smukt udskårne træhuse. Her kan man i eget tempo besøge de farvestrålende træhuse, få sig en bid brød og en vodka på vodkamuseet (ikke inkl. i rejsens pris) samt gå en tur i det naturskønne område, inden vi stiger om bord på vores skib og fortsætter rejsen dybere ind i det skovklædte rige.
Helpension om bord er inkluderet.
DAG 8 | SKT. PETERSBORG |
Byrundtur – Peter og Paul-fæstningen - Kejserinde Dagmars Grav
Skt. Petersborg er Ruslands næststørste by med en rig historie, et utal af seværdigheder og en perlerække af smukke bygninger og paladser.
Byen blev grundlagt i 1703 under Zar Peter den Store, og efter i perioder at være blevet kaldt Petrograd og Leningrad har den nu taget sit gamle navn Skt. Petersborg tilbage. Mange russere kalder den simpelthen Piter. Et besøg i denne vidunderlige by kan ikke undgå at give den besøgende minder for livet. Under Den Store Nordiske Krig erobrede Peter den Store et stykke land fra Sverige og lod Peter og Paul-fæstningen bygge – den første bygning i Skt. Petersborg. Som byen begyndte at vokse, blev en plan for den tegnet af arkitekten Domenico Trezzini, som bestemte, at centrum skulle ligge på Vasilievskij-øen i Neva-flodens delta, omgivet af et netværk af kanaler – hvilket senere gav den tilnavnet ’Nordens Venedig’.
Da byen var blevet opført, flyttede zaren hovedstaden fra Moskva til Skt. Petersborg, som var hans yndlingsby. Efter Peter den Stores død flyttede hans søn Peter II hovedstaden tilbage til Moskva – men få år senere flyttede zarina Anna den igen til Skt. Petersborg, som nu beholdt denne titel de næste 186 år. Den lovende start på byen blev afløst af tumultariske perioder med krige, brande og revolutioner, alle efterfulgt af perioder med genopbygning. Resultatet er en af Europas smukkeste byer, og et besøg her er fyldt med vidunderlige seværdigheder.
Skt. Petersborgs populære attraktioner inkluderer museer, paladser, katedraler, borge og mindesmærker. Vinterpaladset, zarernes vinterresidens, er nu en del af Eremitage-museet. Besøgende, som er specielt interesserede i russisk historie, kan med fordel besøge landsbyen Pushkin lige uden for byen.
Her ligger Katarinas Palads, kendt for sin smukke blå farve, Ravværelset og den fine park. Paladset blev voldsomt bombet under 2. Verdenskrig og dette smukke palads er stadig under restaurering.
Udflugten til Katharinapaladset bestilles og betales om bord og vores danske rejseleder er gerne behjælpelig med tilmeldinger.
Andre historiske seværdigheder i Skt. Petersborg inkluderer sfinkser, som zaren opkøbte i Theben i Egypten, samt Vor Frelsers Blods Kirke og ikke mindst Kejserinde Dagmars grav i Peter og Poul-fæstningen, som vi naturligvis også besøger på dagens tur.
Om aftenen er der mulighed for at komme i balletten. Navnet på den forestilling, som vises netop den dag vi er i Skt. Petersborg oplyses om bord. Det er også om bord man bestiller og betaler billetten. Vores danske rejseleder er naturligvis behjælpelig med bestilling. Det bliver helt sikkert en stor oplevelse, for Ruslands ballettrupper er verdensberømte for deres dygtighed og elegance, så det kan varmt anbefales at man deltager i skibets aftenudflugt.
Helpension om bord er inkluderet.
DAG 9 | SKT. PETERSBORG |
Eremitagen - afsejling
Blandt de russiske turistattraktioner betragtes Kreml i Moskva som den mest imponerende, men i Sankt Petersborg findes endnu en attraktion, som er Kremls lige i størrelse og pragt: Eremitage-museet – et af verdens mest prominente museer og Ruslands ældste og største kunstmuseum. De seks massive bygninger rummer ikke færre end ca. tre mio. kunstgenstande, som repræsenterer et fascinerende udsnit af menneskehedens kultur og historie.
Ikke alle genstande er dog udstillet samtidig. Internationalt har Eremitagen grene i Las Vegas, London, Amsterdam samt byen Ferra i Italien. Alle rejser til Sankt Petersborg inkluderer en rundtur i dette museum, der figurerer i Guinness Book of World Records som det sted i verden med den største malerisamling.
Eremitagen blev grundlagt af den berømte zar Peter den Store. Han var ivrig kunstsamler og opkøbte genstande fra hele verden. Han ejede en utrolig stor samling af malerier, og i hans senere år blev mange af disse udstillet på hans slot.
Katarina den Store udvidede senere i 1700-tallet samlingen betydeligt. I dag rummer museet kunstgenstande fra hele verden, lige fra Det Gamle Egypten til det 20. århundredes Europa, heriblandt værker af Leonardo da Vinci, Rembrandt, Michelangelo, Monet og Pissaro.
I dette museum kan interesserede fordybe sig i de udstillede genstande, men selv gæster, som ikke er specielt kunstinteresserede, kan næppe undgå at blive imponeret af museets storslåede pragt.
I Vinterpaladset er også udstillet mange imponerende dragter og smykker. Det hvide og grønne palads rummer over 1000 overdådige og elegante værelser og sale, en del af dem åbne for publikum, og der er over 2000 vinduer og 1800 døre. Oprindelig var paladset tiltænkt Peter den Stores datter Elizabeth, som imidlertid døde, inden det var fuldført. Efter gemalens død var det fuldstændig overladt til enken Katarina d. 1.
Den centrale bygning i Eremitagen fungerede som bolig for zarerne fra midt i 1700-tallet og gik under navnet Vinterpaladset. Det blev opført i ægte barok-stil og ligger smukt ved bredden af Neva-floden.
Efter dagens inkluderede besøg på Eremitagen er der mulighed for på egen hånd at besøge Det Russiske Statsmuseum, som blev grundlagt i 1895 og i dag rummer den største samling af russisk kunst. Dette museum fik doneret en række russiske malerier af Eremitage-museet, såvel som af Kunstakademiet og en række paladser. I dag er Det Russiske
Statsmuseum vokset til anselige dimensioner og er blevet en topattraktion, som man besøger på lige fod med Eremitagen for gennem kunsten at få et grundigt indblik i russisk kultur og historie.
Ønsker man et yderligere indblik i kunstens verden i Skt. Petersborg er der rig mulighed for at få det.
Fire forskellige lokaliteter i det centrale Skt. Petersborg udstiller værker lånt af Statsmuseet: Marmor-paladset, Mikhailovskij-paladset og Benois-bygningen, Sankt Michaels Borg samt Stroganov-paladset.
Foretager man en rundtur til disse paladser, kan man – samtidig med, at man lærer om russisk kultur og historie gennem kunstværker fra det 19. og 20. århundrede – nyde en præsentation af klassisk russisk arkitektur.
Helpension om bord er inkluderet.
DAG 10 | SKT. PETERSBORG - DANMARK |
Hjemrejse til Danmark
I dag er det tid til at tage afsked med Skt. Petersborg og en fantastisk rejse gennem det store land.
Først på dagen er det tid til at nyde de sidste timer om bord og til at slappe af på skibet, inden vi kører mod lufthavnen og stiger om bord på flyet mod Danmark.
Mange uforglemmelige indtryk er pakket med i bagagen, og et nyt syn på det store land i øst giver sig så småt til kende efter vores mange oplevelser.
De grålige farvetoner fra Koldkrigen er afløst af et farvestrålende land krydret med den russiske bjørns lune og godmodighed.
Et land med umiskendelige europæiske træk og dog alligevel så anderledes – og det kun nogle ganske få timers transport fra Danmark.
Morgenmad om bord er inkluderet. inden afrejsen mod Danmark
UDFLUGTER UNDERVEJS
På vores rejse er en lang række udflugter inkluderet. Her følger en kort liste over disse udflugter.
Dag 2 Moskva - Byrundtur. Mulighed for tilkøb af forestilling i Det Russiske Statscirkus (kr. 590,- pr. person).
Dag 3 Moskva - Kreml og Den Røde Plads.
Dag 4 Uglitj - Dimitri Blodskirke, Forklarelseskirken.
Dag 5 Goritsy - Besøg hos russisk familie og på fritidshjem.
Dag 6 Kizji - Besøg på Frilandsmuseet.
Dag 7 Mandrogi - Dagen på egen hånd. Besøg på vodkamuseet.
Dag 8 Skt. Petersborg - Byrundtur, Kejserinde Dagmars Grav.
Dag 9 Skt. Petersborg - Eremitagen.
Undervejs på krydstogtet, i særdeleshed under opholdet i Moskva og Skt. Petersborg, er det muligt at tilkøbe udflugter ud over de inkluderede. Disse udflugter koster typisk mellem €25 og €100 alt efter indhold og varighed. Hvis der er deltagere nok, ledes udflugterne som oftest af DaGama Travels danske rejseleder. Udflugterne bestilles og betales kontant i Euro om bord. |