DAG 1 | DANMARK - DELHI |
Udrejse til Delhi fra Billund eller København - Ankomst til Delhi
Om morgenen flyves der mod syd, hvor vi skifter fly i Europa og derpå fortsætter videre til det eventyrlige Indien og hovedstaden Delhi. Omkring midnat ankommer vi til Delhi og kører straks til vores hotel for at indkvartere os. Denne dag skal vi tidligt op om morgenen i Danmark, men til gengæld kan vi nyde at kunne sove ved ankomsten til Delhi og således være friske og veludhvilede, når vi begynder den næste dags udflugter.
Der er denne dag inkluderet fortæring på flyet fra Europa til Delhi.
DAG 2 | DELHI |
Old Delhi med cykelrickshaw-tur i basaren og New Delhi
Delhi er en imponerende hovedstad, der med sine over 14 millioner indbyggere afspejler både det gamle og moderne Indien. Delhi er som en historisk tidsmaskine, spækket med minder fra to dronninger og 70 konger, utallige erobringer og krige, engelsk kolonialisme og en befolkning sammensat af både hinduer, muslimer, sikher, buddhister, samt jøder og kristne. Den nuværende by er formodentlig den ottende i rækken af byer anlagt på dette sted, og det Delhi man kan opleve i dag er bedst kendt for de to store bydele: det gamle ”Old Delhi” med sine smalle gyder, kulørte folkeliv, moskeer og templer og det nye ”New Delhi”, der med sine brede boulevarder, smukke haveanlæg og storslåede bygninger blev bygget af den britiske kolonimagt og indviet i 1931 som hovedstad under deres herredømme i Indien. Vi skal denne dag besøge både det gamle og nye Delhi.
Efter morgenmaden kører vi til den gamle bydel ”Old Delhi” og de snævre gader i den hektiske basar omkring den berømte moske, Jama Mashid. Jama Mashid er Indiens største moské med plads til 25.000 bedende og er opført i midten af 1600-tallet af herskeren Shah Jahan. Hvis vi får lov, er der fra den ene af minareterne en fantastisk udsigt over hele Delhi.
Vi passerer også Det Røde Fort, som ligger tæt ved moskeen. Men da vi også skal besøge Det Røde Fort i Agra, der minder meget om Det Røde Fort i Delhi, bruger vi i stedet nu tiden på i lokale cykelrickshaws at forsvinde ind i basarens heksekedel af gyder med mennesker, boder, trafik og eksotiske lugte. Med de mange eksotiske lyde, farver og indtryk er dette Indien for fuld udblæsning og en bedre basar skal man lede længe efter!
Efter at have spist vores første indiske frokost fortsætter vi videre ud i Delhis myldrende folkeliv.
Vi begiver vi os nu til den nye bydel, New Delhi, hvor vi bruger eftermiddagen. Bydelen blev tegnet af arkitekterne Edwin Lutyen og Herbert Baker under det engelske koloniherredømme og er stadig præget af brede boulevarder, store grønne områder og pompøse bygninger fra den britiske storhedstid.
Første stop er Gurudwara Bangla Sahib, der er sikhernes gyldne tempel nær Connaught Place.
Dernæst kører vi til Lutyens ”India Gate”, der er rejst for at mindes de mange indiske soldater, der faldt i første verdenskrig. India Gate ligger i den ene ende af den brede Rajpath boulevard, hvor præsidentpaladset, der stadig er den officielle residens for Indiens præsident, ligger i den anden ende. Rajpath med paladset og India Gate var centrum for englændernes Indien og den dag i dag drejer det indiske univers stadig om denne akse.
Dagens sidste stop er det smukke Birla-tempel, der er tilegnet Lakshmi, Vishnus hustru og gudinde for rigdom, skønhed og lykke, og Narayan. Templet, der ligner et stykke eventyrlig konditorkunst, blev indviet i 1938 af Mahatma Gandhi, det betingede sig, at alle, uanset kaste, kunne få adgang til helligdommen.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 3 | DELHI - AGRA |
Med tog til Agra - Det Røde Fort - Taj Mahal
Vi forlader Delhi efter en meget tidlig morgenmad, da vi nu skal med eksprestoget, Shatabdi Expressen, mod sydøst til byen Agra.
At rejse med tog i Indien bliver af de fleste rejsende betragtet som én af de helt store oplevelser. Selvom det indiske jernbanenet er verdens største og nok én af de største arbejds-givere i Verden, så er der dog helt sikkert andre jernbaner som kører hurtigere, mere pålideligt og med en langt højere komfort. Men intet er mere indisk end det at rejse med tog på det indiske kontinent. I behørig afstand kan man følge med i den indiske dagligdag udenfor toget, hvor en vedholdende strøm af sælgere, i rutefart bevæger sig på perronen og sørger for en uforlignelig underholdning. Mest almindelig er ”chai-wallahen”, der med sin ensformige stemme monotont messer ”chai, chai, cauffeeee, chai” (te, te, kaffeeee, te), mens han vedholdende sælger sin sukkersøde te og kaffe med mælk. Dertil møder man jo ofte et bredt udsnit af Indiens befolkning på meget tæt hold. Vores første togtur i Indien varer dog kun 2 timer, da vi her kører med et af de hurtigste tog i landet, og allerede først på morgenen, når vi frem til Agra.
Agra ligger ved Yamuna-floden og har som Delhi været hovedstad for stormogulernes rige i længere perioder, og byens historie er tæt knyttet til Indiens mest berømte hersker, Shah Jahan (1628-1658). I dag kendes Agra primært for det fabelagtige monument Taj Mahal, der rummer de jordiske rester af Shah Jahan og hans højt elskede hustru, Mumtaz Mahal.
Men inden vi skal opleve Taj Mahal, skal vi denne formiddag lidt længere ned ad Yamuna-floden, hvor vi finder Agras imponerende Røde Fort. Det var herfra at stormogulerne regerede deres rige. Og da det Røde Fort i Agra er større og mere imponerende end det Røde Fort i Delhi, bruger vi formiddagen på at udforske alle fortets krinkelkroge.
Efter derpå at have indlogeret os på vores hotel, slappet af og spist frokost skal vi midt på eftermiddagen nu opleve et af højdepunkterne på rejsen, det arkitektoniske mesterværk Taj Mahal.
Vi begiver os nu af sted mod en af de smukkeste og bedst proportionerede bygninger i Verden. Når vi møder Taj Mahal, ser vi ved første øjekast måske ”blot” den funklende hvide marmor. Men kigger man nærmere efter, ser man at overfladen er udsmykket med halvædelstene i et sindrigt mønster af blomster og løv. Ord kan ikke beskrive skønheden. Den skal opleves på egen hånd. Vi bruger det meste af eftermiddagen ved Taj Mahal inden vi ved solnedgang vender tilbage til hotellet.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 4 | AGRA – FATEHPUR SIKRI - AGRA |
Udflugt til Fatehpur Sikri
Denne formiddag er der lidt tid til oplevelser på egen hånd. Enten i hotellets omgivelser eller ude i det spændende Agra.
Efter frokost kører vi på udflugt til den forladte, røde, sandstensby Fatehpur Sikri, der ligger vest for Agra. Da Akbar den Store og stormogulerne regerede, var byen i en kort periode hovedstad. Grundlagt i 1569 blev byen allerede rømmet kun 16 år senere, da Akbar den Store besluttede sig for at flytte igen. I dag står byen som et vidne om et fantastisk socialt eksperiment, hvor Indien oplevede en hidtil uset blomstringstid. Vi får mulighed for at forestille os den pragt og storhed, som herskede ved hoffet. Vi skal også se gårdspladsen og Pachisi-spillet, hvor herskeren spillede den indiske udgave af skak, Pachisi. Dette med unge slavepiger som brikker. Måske det fineste af alle byens monumenter er dog de lotusformede udhuggede midtersøjler ved Diwan-i-Kas, en prægtig kolonne i uens proportioner, som understøtter det hvælvede rum i Akbars gamle filosofiske møderum. Vi er vel tilbage i Agra sidst på eftermiddagen.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 5 | AGRA – KHAJURAHO |
Med tog til Jhansi og bus videre til Khajuraho - Let aftentur i Khajuraho
Vi drager videre til banegården i Agra efter morgenmaden for atter at tage med toget, denne gang til Jhansi dybere inde i det centrale Indien.
At rejse med tog i Indien er stadig en oplevelse i sig selv. Og vores indiske medrejsende vil utvivlsomt spørge os ud om job, familie osv. Det er normal skik i Indien. Vi ankommer til Jhansi midt på formiddagen og fortsætter i bus gennem delstaten Madhya Pradesh. Omtrent en tredjedel af Indiens skove findes i de lave bjerge i denne delstat og nabodelstaten Chhattisgarh: Teaktræ, sal, hardwickia, indisk ibenholt og rosentræ.
Og i disse skove blev ruinerne af Khajurahos templer genopdaget i 1800-tallet. Det var utvivlsomt bygningernes afsides beliggenhed i de tætte skove, som bevirkede, at de gennem århundreder kunne undgå at blive destrueret af de muslimske hære, som hærgede Nordindien i årene 1100-1400. For det britiske victorianske samfund, som regerede Indien, da disse smukke bygninger blev opdaget omkring 1838, virkede de mange erotiske figurer, der udsmykker templerne, både frastødende og fascinerende på samme tid. De udvendige vægge på de 22 templer, som har overlevet tidens tand, er dækket med et antal overdådige udskæringer, som ikke overgås andetsteds. Chandela-håndværkerne fra det 10. århundrede var mestre inden for deres genre og skabte kølige værelser, hvor man kunne undslippe den brændende tropesol. Foruden avanceret erotik illustrerer udskæringerne hoffets og det jævne folks hverdag og klædedragt i det 10. og 11. århundrede.
Med stop undervejs, bliver denne dag den længste og når vi ankommer til Khajuraho, bliver det formodentlig først ud på aftenen.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 6 | KHAJURAHO |
Templerne i Khajuraho
Af Khajurahos 85 hinduistiske og jainistiske templer er 20 templer stadig godt bevaret. Og denne dag skal vi besøge de tre bedst bevarede templer, Lakshmana, Vishvanatha og Kandariya Mahadeva. Templer som er præget af en udsøgt fuldkommenhed i arkitekturen, og rigt udsmykket med skulpturer, der i reliefform ofte gengiver stærkt erotiske scener. Disse scener tydes ikke blot som en symbolsk forening af menneskesjælen med det guddommelige, men også som naturalistiske seksualdrifter i en tantrisk Shiva-kult. Der er mange store seværdigheder på de nordindiske sletter, men templerne i Khajuraho hører absolut til blandt de største.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 7 | KHAJURAHO - PANNA - KHAJURAHO - VARANASI |
Kørsel til Panna Tigerreservat - Tigersafari om morgenen - Fly til Varanasi - Byrundtur - Sejlads på Ganges-floden
For dem som ønsker det, er der nu mulighed for at have tilkøbt en morgensafari i det nærved liggende Panna Tigerreservat. I Panna kan man bl.a. opleve den bengalske tiger, forskellige antilopearter, læbebjørne, junglekat og krokodiller. Der er observeret leoparder i udkanten af parken og sjakaler og hyæner ses ofte, så der er nok at være på udkig efter og hvis vi er heldige får vi mulighed for at opleve én af de truede og sjældne tigre. De som har tilkøbt denne safari kører fra hotellet kl. 04:30 og forventer at køre ind i parken kl. 06:00. Og de er tilbage i Khajuraho omkring kl. 10:00 til en sen morgenmad. Husk at der ikke er garanti for, at man ser tigre.
Senere kører vi til den lokale lufthavn og flyver den korte strækning mod øst til Varanasi eller Benares, som byen også kaldes. Varanasi har været center for hinduismen siden tidernes morgen. Og byen betragtes som en af klodens ældste byer, jævnaldrende med Babylon i nuværende Irak og Theben i antikkens Grækenland. Varanasi, som af hinduerne også omtales som Lysenes By tiltrækker mere end en million pilgrimme hvert år, hvor mange kommer hertil for at tilbringe deres sidste år i den hellige by. Hvor Mekka er omdrejningspunktet for islam, da er Varanasi det for hinduismen og Indiens millioner af stærkt troende hinduer. Byen ligger på den vestlige bred af den hellige Ganges-flod. Varanasi er gennemsyret af hinduismens overleveringer og traditioner, og siden byens stadfæstelse som én af de vigtigste steder at tilbede guden Shiva for mere end 1.200 år siden, har den tiltrukket tilhængere fra hele kloden til dens myriade af templer og trapper ned
til floden, også kaldet ghatter.
Vi bruger eftermiddagen på at udforske den tætte gamle bydel. Her udspiller meget af dagligdagens liv sig, som en fascinerende blanding af lokale handlende, der sælger alt mellem himmel og jord. Dette blandet med alle pilgrimmene i deres evige vandring til og fra den hellige flod,
og så selvfølgelig ikke at glemme de altid nærværende hellige køer, der sløvt bevæger sig midt i det utrolige sceneri. Senere skal vi i solnedgangen sejle på selve den hellige Ganges og her få mulighed for at se de lokale hindupræster udføre de stærkt rituelle Aarti-ceremonier, hvor flyd-ende lamper sendes ned ad floden for at bringe de afdøde videre på deres sjælevandring mod genfødsel. Flodbredden huser omkring 80 ghatter. Et antal der også inkluder brændingsghatterne, hvor de offentlige ligbrændinger finder sted døgnet rundt og asken derpå spredes i floden.
Hvis det passer ind i programmet kan vi måske om aftenen overvære klassisk indisk musik på trapperne ned til floden. Mere stemningsfyldt kan det ikke blive.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 8 | VARANASI – SARNATH – VARANASI |
Sejlads på Ganges-floden - Basar - Basar - Sarnath
Vi skal tidligt op, da vi inden daggry skal på endnu en sejlads på Ganges-floden. Når solen netop løfter sin ildrøde kugle over markerne øst for floden og bader byen i et gyldent lys, strømmer pilgrimmene ned ad de mange trapper for at praktisere morgenbønnen stående i vandet og med hovedet vendt mod den ”nyfødte” sol. Tempelpræsterne, de hellige mænd – sadhuerne, ligbrændingsbålene og de nærmest uendelige processioner af pilgrimme, der med enten nøgne overkroppe eller indhyllet i farverige sarier langsomt går ned ad ghatternes mange trin og ud i vandet er eventyrfortælling, når det er bedst! Efter at spist morgenmad hjemme på hotellet fortsætter vi på endnu en udflugt i Varanasi.
Efter frokost går turen nu til endnu et helligt sted, Sarnath, der betragtes som Buddhismens vugge og det sted, hvor Buddha forkyndte sin første prædiken efterfulgt af hans opnåelse af ”indsigt”. Dernæst er resten af dagen til eventyr på egen hånd i Varanasis ekstremt spændende omgivelser.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 9 | VARANASI – DELHI |
Oplevelser på egen hånd - Flyvning til Delhi
Vi har haft en intensiv rejse og derfor er det også på sin plads, at vi om formiddagen får lidt ekstra tid til at nyde de små detaljer. Og intet sted er bedre end basaren i Varanasi. Her udspiller meget af dagligdagens liv sig, som en fascinerende blanding af lokale handlende, der sælger alt mellem himmel og jord. Dette blandet med alle pilgrimmene i deres evige vandring til og fra den hellige flod, og så selvfølgelig ikke at glemme de altid nærværende hellige køer, der sløvt bevæger sig midt i det utrolige sceneri.
Om eftermiddagen flyver vi ”hjem” til hovedstaden Delhi, hvorpå vi spiser den obligatoriske afskedsmiddag, samt får mulighed for at tage et bad og skifte tøj inden vi ud på aftenen kører til lufthavnen for at flyve hjem til Danmark.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 10 | DELHI - DANMARK |
Hjemrejse fra Delhi til Billund eller København
Efter en yderst begivenhedsrig rejse gennem det indiske sletteland, er det tid at tage afsked med en af klodens mægtigste nationer.
Først på natten letter vi med kurs mod Europa, hvor vi lander i Danmark om formiddagen.
Efter vores oplevelsesrige uge bliver det rart at komme hjem og fordøje de mange spændende indtryk. Og så må vi håbe, at der er plads i bagagen til ikke kun oplevelser, men også vores indkøbte minder fra det utrolige Indien.
Der er denne dag inkluderet fortæring på flyet til Europa. |
PRISEN INKLUDERER
- Fly t/r til Delhi fra Billund / København. For udrejse fra Billund er der tillæg på kr. 300,-. Ved bekræftelse af bestilling af rejsen, fremgår det på bekræftelsen fra DaGama Travel, hvilken afrejseby som er valgt og bekræftet.
- 8 nætter på hotel som beskrevet. Ved eventuelle ændringer, sker ændring til samme eller bedre kvalitet.
- Alle transporter, udflugter, entréudgifter og måltider i henhold til program.
- Erfaren dansk rejseleder og lokale engelsktalende guider.
- Alle skatter og afgifter.
- Bidrag til Rejsegarantifonden.
- Ekspeditionsgebyr (kr. 110,-).
PRISEN INKLUDERER IKKE
- Tillæg for udrejse fra Billund (kr. 300,-)
- Tilkøb af safari i Panna Tigerreservat Kr. 290,-. Kan ikke tilkøbes på 19.09.
- Drikkevarer.
- EU-Produktansvarsforsikring (kr. 20,-).
- Visum til Indien kan bestilles ved køb af rejse (kr. 660,-). Ved udstedelse af visum gennem DaGama Travel, fremsendes pas med visum anbefalet.
- Rejse- og sygdomsafbestillingsforsikring.
- Andet som ikke er specificeret.
FORLÆNGELSE / ÆNDRINGER
Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Individuel hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene og mod et tillæg. Derudover kommer tillæg for evt. ekstra arrangement.
DELTAGERANTAL
Rejsen gennemføres med min. 15 deltagere og maks. 32 deltagere.
TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel A/S, Ryesgade 5, 2200 København N
Tlf: +(45) 3638 0000
Fax: +(45) 3638 0020
Web: www.dagama.travel
E-mail: info@dagama-travel.dk
Medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 2250 - Danmarks Rejsebureau Forening
BETALING
Depositum 25%,- og restbeløb indbetales i henhold til bekræftelse.
FORBEHOLD & ÆNDRINGER
Der tages forbehold for ændringer i programmet. DaGama Travel og vore lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader. Det betyder at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvis vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen og at programpunkter kan risikere at udgå. Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseleder og kommentarer fra kunder. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet fra den blev købt til afrejsen finder sted.
Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene de rejsendes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen. Rejsen er underlagt DaGama Travels’ Almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med. |