|
Vores afrejser med selskaberne KLM, Swiss, og Gulf Air er stor set identiske, men der er dog mindre forskelle som bør bemærkes. Disse forskelle ses ved at hente de specifikke programmer i pdf-format på denne side.
Nedenstående program er baseret på ud- og hjemrejse med KLM og Swiss på 10 dages udgaven.. På afrejser med Gulf Air er rejserne på 11 dage med en ekstra dag i Pushkar.
DAG 1 | BILLUND / KØBENHAVN - DELHI |
Udrejse til Delhi - Ankomst til Delhi
Om morgenen flyves der mod syd til det eventyrlige Indien og hovedstaden Delhi. Sidst på aftenen ankommer vi til Delhi og kører straks til vores hotel for at indkvartere os. Denne dag skal vi tidligt op om morgenen i Danmark, men til gengæld kan vi nyde at kunne sove ved ankomsten til Delhi og således være friske og veludhvilede, når vi begynder den næste dags udflugter.
Der er denne dag inkluderet fortæring på flyet fra Europa til Delhi.
DAG 2 | DELHI |
Gamle Delhi med cykelrickshaw-tur i basaren - Nye Delhi
Delhi er en imponerende hovedstad, der med sine over 14 millioner indbyggere afspejler både det gamle og moderne Indien. Delhi er som en historisk tidsmaskine, spækket med minder fra to dronninger og 70 konger, utallige erobringer og krige, engelsk kolonialisme og en befolkning sammensat af både hinduer, muslim-er, sikher, buddhister, samt jøder og kristne. Den nuværende by er formodentlig den ottende i rækken af byer anlagt på dette sted, og det Delhi man kan opleve i dag er bedst kendt for de to store bydele: det gamle ”Old Delhi” med sine smalle gyder, kulørte folkeliv, moskeer og templer og det nye ”New Delhi”, der med sine brede boulevarder, smukke haveanlæg og storslåede bygninger blev bygget af den britiske kolonimagt og indviet i 1931 som hovedstad under deres herredømme i Indien. Vi skal denne dag besøge både det gamle og nye Delhi.
Efter morgenmaden kører vi til den gamle bydel ”Old Delhi” og de snævre gader i den hektiske basar omkring den berømte moske, Jama Mashid. Jama Mashid er Indiens største moské med plads til 25.000 bedende og er opført i midten af 1600-tallet af herskeren Shah Jahan. Hvis vi får lov, er der fra den ene af minareterne en fantastisk udsigt over hele Delhi.
Vi passerer også Det Røde Fort, som ligger tæt ved moskeen. Men da vi også skal besøge Det Røde Fort i Agra, der minder meget om fortet i Delhi, bruger vi i stedet nu tiden på i lokale cykelrickshaws at forsvinde ind i basarens heksekedel af gyder med mennesker, boder, trafik og eksotiske lugte. Med de mange eksotiske lyde, farver og indtryk er dette Indien for fuld udblæsning og en bedre basar skal man lede længe efter!
Efter at have spist vores første indiske frokost fortsætter vi videre ud i Delhis myldrende folkeliv.
Vi begiver vi os nu til den nye bydel, New Delhi, hvor vi bruger eftermiddagen.
Bydelen blev tegnet af arkitekterne Edwin Lutyen og Herbert Baker under det engelske koloniherredømme og er stadig præget af brede boulevarder, store grønne områder og pompøse bygninger fra den britiske storhedstid.
Første stop er Gurudwara Bangla Sahib, der er sikhernes gyldne tempel nær Connaught Place.
Dernæst kører vi til Lutyens ”India Gate”, der er rejst for at mindes de mange indiske soldater, der faldt i første verdenskrig.
India Gate ligger i den ene ende af den brede Rajpath boulevard, hvor præsident-paladset, der stadig er den officielle residens for Indiens præsident, ligger i den anden ende. Rajpath med paladset og India Gate var centrum for englændernes Indien og den dag i dag drejer det indiske univers stadig om denne akse.
Dagens sidste stop er det smukke Birla-tempel, der er tilegnet Lakshmi, Vishnus hustru og gudinde for rigdom, skønhed og lykke, og Narayan. Templet, der ligner et stykke eventyrlig konditorkunst, blev indviet i 1938 af Mahatma Gandhi, det betingede sig,
at alle, uanset kaste, kunne få adgang til helligdommen.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 3 | DELHI - AJMER - PUSHKAR |
Med tog til Ajmer og videre med bus til Pushkar - På opdagelse i Pushkar - Middag under åben himmel
Vi skal nu med et tidligt morgentog mod sydvest til byen Ajmer i Rajasthan. At rejse med tog i Indien bliver af de fleste rejsende betragtet som én af de helt store oplevelser. Selvom det indiske jernbanenet er verdens største og nok én af de største arbejds-givere i Verden, så er der dog helt sikkert andre jernbaner som kører hurtigere, mere pålideligt og med en langt højere komfort. Men intet er mere indisk end det at rejse
med tog på det indiske kontinent. I behørig afstand kan man følge med i den indi-ske dagligdag udenfor toget, hvor en vedholdende strøm af sælgere bevæger sig rutefart. Mest almindelig
er ”chai-wallahen”, der med sin ensformige stemme monotont messer ”chai, chai, cauffeeee, chai” (te, te, kaffeeee, te), mens han vedholdende sælger sin sukkersøde te og kaffe med mælk. Dertil møder man jo ofte et bredt udsnit af Indiens befolkning på meget tæt hold på stationerne.
Denne togtur i Indien vil uden forsinkelser vare omkring 6-7 timer, og således når vi frem til byen Ajmer først på eftermiddagen. Ved ankomsten til Ajmer fortsætter vi straks med bus den sidste halve time til den lille søvnige by Pushkar. Liggende i midten af en smal tør dal og omkring en hellig sø er Pushkar med sin vidunderlige afslappede atmosfære meget anderledes end Delhi. Noget vi straks mærker ved ankomsten til vores hotel, der ligger i ørkenen lidt uden for byen.
Pushkar er især kendt for sit store kvæg- og kamelmarked ved Kartik Purnima (novembers fuldmåne), hvor tusindvis af dyr og mennesker indtager byen. Resten af året er det stort set en rolig og fredelig by. Stort set, da søen ved Pushkar samtidig er én af Indiens helligste og byen dertil huser et af de meget få brahma-templer i landet.
Således er Pushkar også en vigtig pilgrimsby, som alle rettroende hinduer skal besøge mindst en gang i deres liv. Ved slutningen af monsunen er søens vandstand på sit højeste, hvor de mange helligdomme spejler sig på smukkeste vis i søens vandspejl.
Og især på denne årstid kommer pilgrimmene til Pushkar for i en lind strøm at gå ned
til søens bredder og der fremsige deres bønner, pujas, til guderne og rense sig i det hellige vand. Året rundt sker alt omkring de mange templer og 52 ghatter, trapper, der leder ned til søen. Og dette er det religiøse Indien, når det er bedst.
Ved ankomsten til Pushkar skal vi på opdagelse i byen og omkring den hellige sø. For dem der bagefter måtte ønske en ørkentur på egen kamel er det ikke inkluderet, men kan dette måske arrangeres inden aftensmaden eller næste formiddag.
Først på aftenen dækkes der op til middag under åben himmel. Og mens vi spiser, tændes der bål, hvorpå der underholdes med musik og dans.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 4 | PUSHKAR - JAIPUR |
Udflugt til landsby i ørkenen - Kørsel til Jaipur
Denne dag begynder i ørkenens tegn. For så snart vi har spist morgenmad begiver vi
os med kamelkærrer ud i ørkenen for at møde og opleve nogle af områdets typiske små landsbyer.
Vi er tilbage i Pushkar sidst på formiddagen og efter at have spist frokost forlader vi nu Pushkar for at køre mod øst til byen Jaipur.
Jaipur består ligesom Delhi af en ny og en gammel bydel, hvor vi koncentrerer os om
den gamle bydel. Med sine lyserøde mure, er denne del af Jaipur én af Rajasthans mest bedårende steder. De krenelerede mure omkring den gamle bydel blev første gang malet terrakottarøde af maharajaen Sawai Ram Sing, for at fejre besøget af den
britiske prins Albert i år 1853. Og siden er den gamle bydel vedligeholdt i den lyserøde terrakottafarve, deraf tilnavnet ”Den Lyserøde By”. Vi når Jaipur sidst på eftermiddagen.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 5 | JAIPUR |
Amber paladset - Vindenes Palads - Tæppe produktion - By Museet - Det astronomiske observatorium - Basaren
Efter en tidlig morgenmad skal vi på opdagelse i det befæstede Amber palads i Aravalli-bakkerne små 11 km fra Jaipur. Vi kører til paladset af en snørklet vej, der passerer Maota-søen før den fører forbi elefantstaldene og ender ved sejrsporten, Jai Pol.
Dette er den gamle hovedstad for Kachha-waha-rajputterne, en gruppe af hinduer, der underkastede sig de stormogulske overherrer. Her opførte de et pragtfuldt palads med fornem udsmykning af vægmalerier, udskårne vinduesskærme og stukarbejder.
Hvis der ikke er for lang ventetid er der mulighed for at blive transporteret på behørig vis til toppen af paladset på elefantryg. Rajasthan er en af Indiens mest farverige områder og læg særligt mærke til kvinderne, der klædt i farvestrålende sarier og med ringlende ankelringe bærer vand fra de omkringliggende brønde. Fra toppen af paladset er der endvidere en imponerende udsigt over den bagvedliggende ørken.
Tilbage i Jaipur skal vi derpå - med
et kort stop - se det berømte og graciøse Vindenes Palads. En 5-etages facade bygget i 1760, hvor de adelige konkubiner kunne betragte gadelivet fra deres skjul bag de fint udskårne skærme, der dækkede vinduerne. Konkubinerne er der ikke mere, men gaden nedenfor har stadig, som dengang, slangetæmmere og spåkoner. Inden frokost når vi også lige at stifte bekendtskab med en typisk tæppeproduktion.
Efter frokost skal vi besøge byens ekstravagante og velbevarede palads og dets fine samling af historiske teks-tiler, kostumer og våben. Paladset var tidligere bolig for byens maharajah. Bagefter skal vi opleve det usædvanlige astronomiske observatorium,
der blev opført i det 18. århundrede af byens grundlægger, Jai Singh. Sidst på eftermiddagen går vi en tur i basaren, hvor vi nok skal blive mætte af folkelivet i
de travle gader. På overfladen synes alt som rent
anarki, mens kameler og oksekærrer baner sig vej gennem det trafikale kaos og aberne flokkes på byens gamle mure. Men trafikken glider og vi med den tilbage til vort sikre og gode hotel, der fungerer som et fristed i de eventyrlige omgivelser.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 6 | JAIPUR - RANTHAM-BORE TIGERRESERVAT |
Formiddagen til fri disposition - Kørsel til Ranthambore Tigerreservat
Med lidt ekstra tid holder vi formiddagen til fri disposition, hvor der mulighed for f.eks. at gå på opdagelse i basaren igen eller blot tage den med ro på hotellet.
Først efter frokost siger vi farvel til Jaipur og kører nu mod øst til det store Ranthambore Tigerreservat, der er en af Indiens vigtigste og mest spektakulære nationalparker. Ranthambore er en vidunderlig blanding af historiske ruiner og vildt dyreliv, hvor man bl.a. kan opleve den bengalske tiger, forskellige antilopearter, læbe-bjørne, junglekat, vildsvin og de store sumpkrokodiller i søerne. Under
vores ophold tager vi på to safariture i parken og håber naturligvis at få et glimt af den sjældne tiger, der lever blandt parkens ruiner.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 7 | RANTHAMBORE TIGERRESERVAT |
Safari om morgenen – Afslapning - Safari om eftermiddagen
De stejle klipper i Ranthambore omgiver en labyrint af vandløb og søer, og på toppen
af den højeste klippe ligger det imponerende Ranthambhore Fort fra 900-tallet. Parken dækker omkring 400 km2, og rummer som ovenfor nævnt et forbavsende stort antal indiske dyrearter. Rundt om i parken ligger de mange andre ruiner fra moghultiden
og inden,
og tigre ses ofte sole sig blandt alle disse ruiner. Således spottes Tigeren ofte i reservatet, og da dyrene er godt beskyttet, er de ikke bange for køretøjerne. Typisk kører vi tidligt om morgen og sent på eftermiddagen, hvor der er de bedste chancer for at spotte det vilde dyreliv.
Dermed skal vi denne dag og inden morgenmaden på vores første en tur ind i parken. Og hvis vi er heldige får vi måske nu mulighed for at opleve én af de truede og sjældne tigre sammen med alt det andet dyreliv.
Tilbage på hotellet slapper vi derpå af til midt på eftermiddagen, hvor vi igen begiver os ind i parken på vores andet besøg.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 8 | RANTHAMBORE – BHARATPUR - FATEHPUR SIKRI - AGRA |
Kørsel med tog til Bharatpur og med bus videre til Agra via Fatehpur Sikri
Efter en tidlig morgenmad kører vi til den lokale jernbanestation, Sawai Madophur, hvor vi stiger om bord på et eksprestog for at køre mod nordøst til byen Bharatpur. Også her kan der, som ved al anden transport i Indien, opstå forsinkelser. Og i tilfælde af forsinkelser, tager vi det med godt humør alt imens vi oplever dagligdagens folklore,
der udspiller sig på stationen lige omkring os.
I sjældne tilfælde kan toget være aflyst og da kører vi blot med vores private bus i stedet. Dette gør dagens transport lidt længere, men forandrer dog ikke indholdet af vores program.
Ved ankomsten til Bharatpur kører vi ad landevejen mod øst til den forladte by, Fatehpur Sikri. Da Akbar den Store og stormogulerne regerede, var Fatehpur Sikri i en kort periode hovedstad. Grundlagt i 1569 blev byen allerede rømmet kun 16 år senere, da Akbar den Store besluttede sig for at flytte igen. I dag står byen som et vidne om et fantastisk socialt eksperiment, hvor Indien oplevede en hidtil uset blomstringstid. Vi får mulighed for at forestille os den pragt og storhed, som herskede ved hoffet. Vi skal også se gårdspladsen og Pachisi-spillet, hvor herskeren spillede den indiske udgave af skak, Pachisi. Dette med unge slavepiger som brikker. Måske det fineste af alle byens monumenter er dog de lotusformede udhuggede midtersøjler ved Diwan-i-Kas, en prægtig kolonne i uens proportioner, som understøtter det hvælvede rum i Akbars
gamle filosofiske møderum.
Fra Fatehpur Sikri fortsætter vi mod Agra, der ligger ved Yamuna-floden. Byen har som Delhi været hovedstad for stormogulernes rige i længere perioder og byens historie er tæt knyttet til Indiens mest berømte hersker, Shah Jahan (1628-1658). I dag kendes Agra primært for det fabelagtige monument Taj Mahal, der rummer de jordiske rester
af Shah
Jahan og hans højt elskede hustru, Mumtaz Mahal. Vi ankommer til Agra midt på eftermiddagen, hvorefter resten af dagen er til afslapning.
Bemærk at ved ankomst til Agra på en torsdag, besøger vi allerede Taj Mahal ved ankomsten, eftersom Taj Mahal er lukket for offentligheden om fredagen.
Der er denne dag inkluderet helpension.
DAG 9 | AGRA - DEHLI |
Det Røde Fort - Taj Mahal – Kørsel til Delhi
Efter morgenmaden er det nu tid til omsider at opleve nok højdepunktet på rejsen, det arkitektoniske mesterværk, Taj Mahal. Dog skal vi først lidt længere ned ad Yamuna-floden, hvor vi finder Agras imponerende Røde Fort. Det var herfra at stormogulerne regerede deres rige. Og da det Røde Fort i Agra er større og mere imponerende end det Røde Fort i Delhi, bruger vi det første af formiddagen på at udforske fortets krinkelkroge.
Fra det Røde Fort begiver vi os nu af sted mod en af de smukkeste og bedst proportionerede bygninger i verden. Når vi møder Taj Mahal, ser vi ved første øjekast måske ”blot” den funklende hvide marmor. Men kigger man nærmere efter, ser man at overfladen er udsmykket med halvædelstene i et sindrigt mønster af blomster og løv. Ord kan ikke beskrive skønheden. Derfor kaldes Taj Mahal også for verdens smukkeste bygning – og en titel den absolut fortjener.
Bygningen blev opført under mogulkejseren Shah Jahan som gravsted for hans yndlingshustru Arjumand, også kaldet Mumtaz Mahal (’Paladsets Udvalgte’). Hun døde i barselsseng i 1631 og oprindeligt var det hans agt at bygge et tilsvarende monument i sort marmor som sit eget gravsted på den modsatte side af Yamuna-floden, men inden byggeriet kom i gang, blev han afsat af sønnen Aurangzeb og sat i husarrest. Shah Jahan blev senere gravsat ved siden af sin elskede hustru.
Efter frokost vender vi næsen mod nord og begiver vi os tilbage mod Delhi, hvortil vi ankommer ud på aftenen. Og det er nu tid for en sidste middag i Indien, hvor vi sammen kan udveksle oplevelser, adresser og anekdoter.
Der er denne dag inkluderet helpension, hvor der om aftenen bliver mulighed at tage et bad og skifte tøj, inden der køres til lufthavnen.
DAG 10 | DELHI - BILLUND / KØBENHAVN |
Hjemrejse fra Delhi
Efter en yderst begivenhedsrig rejse gennem det indiske sletteland, er tid at tage afsked med en af klodens mægtigste nationer. Kort efter midnat letter vi med kurs mod Europa. Og igen flyver igen med KLM via Amsterdam, hvor vi lander i Danmark midt på formiddagen. Efter vores oplevelsesrige uge bliver det rart at komme hjem og fordøje de mange spændende indtryk. Og så må vi håbe, at der er plads i bagagen til ikke kun oplevelser, men også vores indkøbte minder fra det indiske sletteland.
Der er denne dag inkluderet fortæring på flyet fra Delhi til Europa. |
”Udrejse”: CPH = København. BLL = Billund. Bemærk tillæg for udrejse fra Billund.
"Begrænset": Mest plads.
"Få": Kun få pladser tilbage.
”På forespørgsel”: Få pladser som skal genbekræftes af leverandører.
"UDSOLGT": Umiddelbart ingen pladser men kan have plads ved eventuelle afbud.
PRISEN INKLUDERER
- Fly t/r til Delhi fra København. For udrejse fra Billund (kun afgange med KLM) er der tillæg på kr. 300,-. Ved bekræftelse af bestilling af rejsen, fremgår det på bekræftelsen fra DaGama Travel, hvilken afrejseby som er valgt og bekræftet.
- 8 nætter på hotel som beskrevet. Ved eventuelle ændringer, sker ændring til samme eller bedre kvalitet.
- Alle transporter, udflugter, entréudgifter og måltider i henhold til program.
- Erfaren dansk rejseleder og lokale engelsktalende guider.
- Alle skatter og afgifter.
- Bidrag til Rejsegarantifonden.
- Ekspeditionsgebyr (kr. 110,-).
PRISEN INKLUDERER IKKE
- Tillæg for afrejse fra Billund (Kun afgange med KLM).
- Drikkevarer.
- EU-Produktansvarsforsikring (kr. 20,-).
- Visum til Indien kan bestilles ved køb af rejse (kr. 660,-). Ved udstedelse af visum til Indien gennem DaGama Travel, fremsendes pas med visum anbefalet til den rejsende inden afrejse.
- Rejse- og sygdomsafbestillingsforsikring.
- Andet som ikke er specificeret.
FORLÆNGELSE / ÆNDRINGER
Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer, vil der ikke være mulighed
for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Individuel hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene og mod et tillæg. Derudover kommer
tillæg for evt. ekstra arrangement.
DELTAGERANTAL
Rejsen gennemføres med min. 15 deltagere og maks. 32 deltagere.
TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel, Ryesgade 5, 2200 København N
Tlf: +(45) 3638 0000
Fax: +(45) 3638 0020
Web: www.dagama.travel
E-mail: info@dagama-travel.dk
Medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 2250 - Danmarks Rejsebureau Forening
BETALING
Depositum 25% og restbeløb indbetales i henhold til bekræftelse.
FORBEHOLD & ÆNDRINGER
Der tages forbehold for ændringer i programmet. DaGama Travel og vore lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader. Det betyder at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvis vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen og at programpunkter kan risikere at udgå. Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseleder og kommentarer fra kunder. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet fra den blev købt til afrejsen finder sted.
Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene de rejsendes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen. Rejsen er underlagt DaGama Travels’ Almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med. |