DAG 1 | KØBENHAVN - MARRAKECH |
Udrejse fra København og ankomst Marrakech - Indkvartering på hotellet - Byrundtur
Rejsen er planlagt med flyselskabet Norwegian, hvor der tidligt om morgenen er afrejse fra København. Flyselskabet Norwegian flyver som det eneste luftfartsselskab direkte mellem København og Marrakech uden stop, hvor den samlede rejsetid er oplyst til cirka fire timer og 25 minutter.
I henhold til tidsplanen lander vi i lufthavnen i Marrakech om formiddagen lokal tid. Fra lufthavnen kører vi direkte til vores hotel og indkvarterer os. Efter frokosten skal vi ud og opleve lidt af byen, så vi bruger resten af dagen på at leve os ind i denne gamle kongeby, som blev grundlagt i 1062 af Almoravid-dynastiet fra Sahara. Selv i dag er navnet Marrakech forbundet med forestillinger om begivenheder i 1001 Nats Eventyr: Smalle gyder, souker (handelskvarterer), salgsboder og markeder. Denne bemærkelsesværdige by stammer fra det 11. århundrede og undlader aldrig at tilfredsstille nysgerrigheden hos selv den mest eventyrlystne rejsende. Her findes alt, fra den yndefulde arkitektur på den kendte Koutoubia-minaret, der dominerer bybilledet, til den vidunderlige og pulserende atmosfære i det middelalderlige marked på den store åbne plads Jemaa el Fna, midt i medinaen. Ordet medina betyder ‘by’ på arabisk og hentyder til Marokkos gamle byer fra før 1900. I dag er begrebet medina ensbetydende med de ældste bydele af moderne arabiske byer. En medina er gerne omgivet af en forsvarsmur med adskillige byporte, og i centrum ligger som regel mange moskéer. Medinaen er ofte opdelt i forskellige bydele, som er styret af sociale og kommercielle skel. Hvert kvarter, der er fyldt med smalle gyder, har sin egen hamam (offentlig badstue), samt sine egne butikker. De dele af medinaen, der kaldes souker har mange handelsfolk og håndværkere, ofte med en souk til hvert håndværk eller hver type handelsvare.
Vi starter dagens udflugter med besøg til den helt enestående Jemaa el Fna-plads med sin levende folklore. Stedet er et sandt udstillingsvindue for marokkanske traditioner og er på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Hver dag afholdes der et stort marked, hvor man udover alverdens grøntsager kan købe urtemedicin, friskpresset appelsinjuice samt et hav af nødder, dadler og traditionelle kager. Efter mørkets frembrud når gademylderet sit højeste, og pladsen bliver rammen om et gigantisk og kalejdoskopisk udendørs show. Luften fyldes med duften af grillet kød, og aromatiske krydderier, og pladsen fyldes med musikere, dansere, historiefortællere, gøglere, tandudtrækkere, spåkoner og slangetæmmere. Hver især samler de små grupper af overvældede tilskuere som med begejstring lever sig ind i den hypnotiserende underholdning.
Fra Jemaa el Fna fortsætter vi til de traditionelle markeder for henholdsvis læder, naturfarver og krydderier, inden vi skal indtage vores første aftensmåltid, der vil blive akkompagneret af mavedans og anden optræden.
Forplejning på flyet er ikke inkluderet, men kan købes ombord. Der er denne dag inkluderet frokost og aftensmad.
DAG 2 | MARRAKECH |
Byrundtur i Marrakech
Vi starter med at opleve den berømte Koutoubia-moskés majestætiske silhuet, som dominerer de karakteristiske rødmalede huse. Minareten på Koutoubia-moskéen, som blev færdiggjort i 1147, efter byen var blevet overtaget af det rivaliserende Almohad-dynasti, anses for at være et sandt mesterværk indenfor islamisk arkitektur og et eksempel, som andre moskéer er blevet inspireret af. For eksempel er den store moské i Sevilla (kaldet La Giralda) og Hassan-tårnet i Rabat næsten identiske.
Senere kører vi til de sâadiske gravsteder, som er af relativt nyere dato, og markant anderledes i deres arkitektur end Koutoubia Moskéen, vi besøgte tidligere på dagen. Der er her tale om en overdådig nekropol bygget i 1700-tallet ovenpå resterne af de tidligere dynastiers gravsteder. Her vil vi kunne opleve de tre separate mausolæer med guldbelagte søjler og marmorbuer, samt den velanlagte have som symboliserer det evige paradis. Herfra går turen videre til Bahia-paladset, som var hovedsæde for storvesiren Ba Ahmed i slutningen af 1800-tallet. Paladset, som består af to dele, blev oprindeligt bygget af Ba Ahmeds far, storvesiren Si Mousa. Denne del af paladset er bygget op omkring en marmorbelagt gård med stjerneformede springvand samt cypres-, appelsin- og jasmintræer. Sønnens palads var derimod noget større og anlagt med brede døre, således at den overvægtige vesir kunne bevæge sig fra den ene salon til den anden.
Efter frokosten er resten af dagen på egen hånd, hvor rejselederen står til disposition.
Der er denne dag inkluderet morgenmad og frokost.
DAG 3 | MARRAKECH - BENI MELLAL - FES |
Rundrejsepakken starter med kørsel til Fes over Mellematlasbjergene - Stop på vejen i bjergbyen Beni Mellal
Efter morgenmaden skal vi i dag længere ind i det autentiske Marokko, idet vi nu skal krydse de himmelstræbende Atlasbjerge. Vi kører dog først til den lille hyggelige by Beni Mellal, som ligger ved foden af Mellematlasbjergene i en højde af 625 meter over havets overflade. Byen er et handels- og landbrugscentrum, som blandt andet er kendt for de omgivende spektakulære figen- og olivenlunde. Efter frokost kører vi over det imponerende Mellematlas, hvor vi kan nyde den betagende udsigt over et væld af stejle bjergsider og kløfter, vandfald og fyrretræslunde. Atlasbjergene henleder på mange måder fantasien til Himalayas dramatiske natur. Lidt længere inde i landet ligger Fez i en dal oppe i højderne. Den er Marokkos kulturelle højborg og er en af verdens mest velbevarede middelalderlige islamiske byer, med fantastiske minareter og moskeer. Er man først kommet inden for en af de fire middelalderlige porte i den omgivende bymur, føler man sig hensat til fortiden. Kilometervis af smalle gyder i den smukke medina fra det 12. århundrede ser ud nøjagtigt som da de blev anlagt, med høje husmure der beskytter indre gårdspladser mod heden fra middagssolen. Husene er i maurisk stil med blå kakler på facaderne. Kolossale teosofiske universiteter, smukke moskeer, haver med duftende appelsintræer, udendørs tehuse og fascinerende souker, er en del af sceneriet.
Efter ankomsten til Fes køres vi til hotellet, hvor vi indkvarterer os.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.
DAG 4 | FES |
Rundrejsepakken fortsat - Byrundtur i Fes
Vi tager på en byvandring i Fes kæmpestore og livlige medina hvor vi skal opleve et rent orgie af sansebombardementer. Vi skal besøge pladsen Nejjarine. Her har man fra en ældgammel foundouk (svarer til et herberg) udsigt mod et springvand. I dag er denne foundouk byens træskærer museum. Her findes andre karavanseraier, men mange er medtaget af tidens tand. Vi spadserer rundt i medinaens snørklede og smalle stræder med de mange souk-er: farveri-souker, renseri-souker og endda tømrer-souker, som dufter sødligt af cedertræ. Vi passerer den store Karaouine-moske, førhen et universitet og ældre end Oxford og Cambridge. Efter frokosten udforsker vi de smalle gyder i Mellah, det ældgamle jødiske distrikt i medinaen. Mange af byens butikker stammer fra det 14. århundrede. Æsler lastet med huder haster mod garverier, hvor læder farves i knædybe bassiner med vidunderlige stærke farver. Børn bringer fade med dej til de kommunale bagerier. I souken al-Attarine er luften fyldt med duften fra eksotiske krydderier, sydende lamme-kebaber og ”honningkager”. Her kan man finde nogle af Marokkos fineste berber-tæpper, og i en nærliggende hamam kan man dampe sin stress bort. Man kan også gå på jagt efter den runde hovedbeklædning af filt med en kvast, der som navnet antyder rigtig nok stammer fra Fes. Vi ender i udkanten af medinaen ved fæstningsmurene omkring det kongelige palads, hvorfra vi kan nyde den spektakulære udsigt over hele byen. Herefter kører vi tilbage til hotellet.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.
DAG 5 | FES - MIDELT - ERFOUD |
Rundrejsepakken fortsat - Kørsel til Erfoud over Mellematlas - Stop på vejen i bjergbyen Midelt - Mulighed for ørkenudflugt i jeep og dromedar-ridning
Efter morgenmaden forlader vi Fes for igen at køre videre gennem Mellematlas. Undervejs passerer vi i en højde af 1650 meter over havets overflade den gamle udpost Ifrane, opført af den franske kolonimagt i 1930’erne, og som i dag er en universitetsby. Hvis vi er heldige, ser vi på turen berberaber, en slags haleløs makak, som holder til i cederskovene i disse bjerge. På vejen igennem bjergene kommer vi yderligere forbi den gamle berberby Azrou. Vi indtager vores frokost i den afsidesliggende by Midelt med berber-atmos-fære og en gammel souk. Herfra har vi en betagende udsigt mod Atlas-bjergene. Over middag krydser vi over Høje Atlas, og nedturen foregår ad slyngede serpentinerveje via kløften Tizi Talghemt, også kaldet Kamel-kløften, som ligger i en højde af 1907 meter over havets overflade, inden vi ankommer til foden af Jebel Erfoud (jebel betyder ‘bjerg’), hvor ørkenbyen Erfoud ligger. Byen blev anlagt af franskmændene som en militær udpost, der samtidig var administrativt centrum for området. Her indlogerer vi os på vores hotel, hvorefter der vil være mulighed for en lille ørkenudflugt i jeep (ikke inkluderet) ud til Merzouga-klitterne ved Saharas begyndelse, hvor den betagende solnedgang over Merzouga-klitterne kan nydes. Eventyrlige oplevelser er der nok af i Marokko, så her er der for de eventyrlystne også mulighed for at tage en tur på dromedar (ikke inkluderet) hen over sandbankerne i solnedgangens skær. I denne storslåede ørken rejser klitterne sig til omkring 250 meters højde. Når dagen er til ende og solen går ned over ørkenen, kan vi beundre de smukke farveskift i klitternes sand, hvor rillerne står klart frem i den lave sol, samt de lange skygger, der kastes fra klitterne, mens vi nyder aftenens stilhed.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.
DAG 6 | ERFOUD - TODRA -KLØFTEN - TINEGHIR - OUARZAZATE |
Rundrejsepakken fortsat - Kørsel til Ouarzazate via Todra-kløften og Dades Dalen
Efter morgenmaden sætter vi dernæst ud mod Tineghir ved Palmelunden i Jorf, som ligger ved bredden af Ziz-floden ved foden af Jebel Erfoud. På vejen passerer vi landsbyen Tinejdad, hvorefter vi ankommer til Tineghir. Her ligger et af Sydmarokkos vidundere, nemlig Todra-kløften. Klippesiderne strækker sig her nogle steder op i en højde af 160 meter på hver side, mens kløften på de smalleste steder måler blot 10 meter. Kløften er et spektakulært syn og i området ses de lokale beboere med deres små æsler eller hyrdende dromedarer.
Frokosten indtages i disse spektakulære og dramatiske omgivelser, og dernæst kører vi videre mod Ouarzazate via Dades Dalen, også kaldet de tusinde Kasbahers vej. Vi gør et stop på vejen og strækker benene i den lille charmerende by El Kelâa M’gouna. Herfra fortsætter vi videre mod Ouarzazate, skillelinjen mellem Nord- og Sydmarokko, på den anden side af Atlasbjergene. Dette område er også kendt som adgangsporten til det såkaldte Store Syd, oaserne, Saharas og bjergkløfternes land. Ouarzazate blev oprindeligt grundlagt af den franske fremmedlegion i 1928, på grund af den strategiske placering i krydset mellem Drâa og Dades Dalen. Herfra var det meningen at de oprørske ørkenstammer skulle holdes i skak, mens resten af landet blev underlagt det franske herredømme. Ved ankomsten til Ouarzazate indkvarterer vi os på hotellet.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.
DAG 7 | OUARZAZATE - MARRAKECH |
Rundrejsepakken fortsat - Byrundtur i Ouarzazate og besøg ved Aït Benhaddou fæstningen - Transport tilbage til Marrakech
Efter morgenmaden tager vi på byrundtur i Ouarzazate, hvor vi besøger den flotte Taourirt fæstning eller kasbah. Kasbah er betegnelsen for en fæstningslignende kvadratisk konstruktion udført i rød jord, og som kan variere i størrelse fra et almindeligt hus til en større fæstning. Derudover kan man opleve hele befæstede landsbyer, hvor mange kasbaher er beskyttede af et yderligere forsvarsværk. Disse kaldes ksar (ksour i flertal). I dag er en del af disse kasbaher og ksour stadig beboede, mens en del af dem langsomt går i forfald.
Taourirt kasbahen er delvist blevet restaureret af midler fra UNESCO og er vitterlig som taget ud fra et tusind og én nats eventyr. Den er den oprindelige kasbah i området inden den franske fremmedlegion grundlagde byen. Kasbahen blev bygget i 1800 tallet af Glaoui-familien som havde herredømmet over det sydlige Marokko og kontrollerede adgangen til Atlasbjergene. Det var gennem en aftale med denne familie, at franskmændene fik adgang til det sydlige Marokko, således at de var i stand til at cementere deres tilstedeværelse. Taourirt-kasbahen var bolig for den talrige Glaoui-familie og samtlige af deres tjenestefolk. Facaden består af høje jordvægge og er dekoreret med geometriske figurer i negativt relief. Indenfor i kasbahen er der en sand labyrint af trapper, som fører til værelser af forskellig størrelse. Værelserne er oplyst af lave vinduer og har gipsdekorationer med geometriske mønstre og blomstermotiver samt smukt malede trælofter.
Området omkring Ouarzazate er fødestedet for mange af de kongelige dynastier, som fra Sahara-ørkenen krydsede ind over bjergene og erobrede resten af landet. For Almoravid-dynastiet lykkedes det endog i 1200 tallet at skabe et rige, der strakte sig helt fra Senegal i Vestafrika til og med dagens Spanien. Handel med guld, salt og slaver mellem det sorte Afrika og Marokko har gennem generationer skabt en smeltedigel, hvor arabere, berbere og haratinere, som er efterkommere af afrikanske slaver, lever side om side. I dette område er livet centreret omkring de tre store floder Drâa, Dades og Ziz. Disse floder har skabt storslåede landskaber med kløfter og dale, der skærer sig ind i de mægtige Atlasbjerge. Dadelpalmerne, som kaster skygger over mindre bygmarker, udgør regionens velstand, og langs med dalene ligger der punktvis oaser med røde ler-kasbaher som blev oprettet for at beskytte deres landbrug mod angreb fra nomadestammer.
Herefter kører vi til endnu et af turens højdepunkter, nemlig Aït Benhaddou kasbahen, som er Marokkos mest imponerende kasbah kompleks. Det har dannet kulisse for talrige Hollywood produktioner, lige fra Laurence of Arabia, til Nilens Juvel og Gladiator. Aït Benhaddou Kasbahen, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, ligger op af en lys, rødlig sandstensbakke med udsigt over Mellah-floden, som er tørlagt det meste af året undtagen vinter og forår. Tårnenes geometriske dekorationer skaber et spil af lys og skygge, og kasbaherne er i en bemærkelsesværdig god stand, hvilket skyldes at de har gennemgået omfattende restaureringer.
Vi indtager frokosten foran denne imponerende fæstning, hvorefter vi starter køreturen tilbage til Marrakech. Efter nogle oplevelsesrige dage i Marokkos ”Store Syd” vender vi i dag tilbage til Marrakech over Atlasbjergene via det smukke Tiz’n’Tichka-pas, som er hvidt af sne en del af året. Vel ankommet til Marrakech indkvarterer vi os på vores gamle hotel.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad for dem, der har tilkøbt Rundrejsepakken.
DAG 8 | MARRAKECH -KØBENHAVN |
Hjemrejse til København
Efter morgenmaden på hotellet går turen nu ud til lufthavnen. Rejsen tilbage til Danmark er atter planlagt med flyselskabet Norwegian, hvor der om formiddagen lokal tid er afrejse fra Marrakech.
Igen flyver vi uden stop på vores vej tilbage til København og dermed går der atter kun cirka fire timer og 25 minutter, før vi lægger an til landing i Københavns Lufthavn.
Flyet lander i København om eftermiddagen dansk tid.
Forplejning på flyet er ikke inkluderet, men kan købes ombord. Der er denne dag inkluderet morgenmad. |
HØJDEPUNKTER I RUNDREJSEPAKKEN
Mellematlasbjergene, kongebyen Fes, ørkenbyen Erfoud og solnedgang over klitterne ved Merzouga i Sahara, dromedarridning i ørkenen, Todra-kløften og Dades Dalen, Ouarzazate og Aït Benhaddou fæstningen.
GRUNDPAKKE INKLUDERER
- Fly tur/retur København - Marrakech med Norwegian Airlines
- 7 nætter med morgenmad på rigtig godt og meget centralt beliggende 4-stjernet hotel i Marrakech. Eventuelle ændringer sker til samme eller bedre kvalitet
- Transport til og fra hotel, samt byrundtur i Marrakech på Dag 1 og 2 med dansk rejseleder og lokal engelsktalende guide. Måltider på disse dage som nævnt i program
- Alle skatter og afgifter
- Bidrag til Rejsegarantifonden
- Ekspeditionsgebyr (kr. 130,-)
GRUNDPAKKE INKLUDERER IKKE
- Sygdomsafbestillingsforsikring
- Rejseforsikring
- Rundrejsepakke fra Dag 3 til Dag 7. Skal tilkøbes
- Provinstilslutning
- Drikkevarer
- Drikkepenge (beregn ca. kr. 250-300,-)
- Tillæg for eneværelse
- EU-Produktansvarsforsikring (kr. 20,-)
- Andet, som ikke er specificeret
RUNDREJSEPAKKENS PRIS INKLUDERER
- Alle udflugter i henhold til program fra Dag 3 til Dag 7. Vær dog opmærksom på at rækkefølgen af udflugterne kan blive ændret for at optimere udflugterne i henhold til lokale aktuelle forhold.
- Måltider som nævnt.
- Erfaren dansk rejseleder og lokal engelsktalende guide.
FORLÆNGELSE / ÆNDRINGER
Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Individuel hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene, og mod et tillæg. Derudover kommer tillæg for evt. ekstra arrangement. Forlængelse skal bestilles senest 40 dage før afrejse. Endelig pris på forlængelsen garanteres først ved bekræftelse af fly og hotel.
DELTAGERANTAL
Rejsen gennemføres ved min. 15 og maks. 33 deltagere.
TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel, Ryesgade 5, 2200 København N
Tlf: +(45) 3638 0000
Fax: +(45) 3638 0020
Web: www.dagama.travel
E-mail: info@dagama-travel.dk
Medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 2250 - Danmarks Rejsebureau Forening
BETALING
Depositum (25% af rejsens pris) og restbeløb indbetales i henhold til bekræftelse.
TILSLUTTET & MEDLEM AF
Rejsegarantifonden reg. nr. 2250, samt Danmarks Rejsebureau Forening.
FORBEHOLD & ÆNDRINGER
Der tages forbehold for ændringer i programmet. DaGama Travel og vore lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført.
Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader. Det betyder at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvis vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen og at programpunkter kan risikere at udgå. Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseleder og kommentarer fra kunder. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet fra den blev købt til afrejsen finder sted.
Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene de rejsendes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen. Rejsen er underlagt DaGama Travels’ Almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
|