Mere end bare et land i Sydamerika er Brasilien et kontinent i kontinentet; med sine 8.512.000 km², breder landet sig over halvdelen af Sydamerikas areal og har tiltrukket rejsende i over 500 år. Her er 7000 km paradisiske, lysende hvide sandstrande ud til
det mægtige Atlanterhav, langs kysten ligger tropiske småøer som perler på en snor, musikfyldte metropoler og fortryllende kolonibyer. Inde i landet har Brasilien en overflod af naturskabt skønhed at byde på; majestætiske vandfald, mægtige bjergkæder og krystalklare floder og ikke mindst Amazonas, den næsten uendelige jungle, der er
hjem for flere dyre- og plantearter end noget andet skovområde på Jorden.
Nogle af verdens mest spændende byer ligger i Brasilien, Rio de Janeiro er i sig selv
en uforglemmelig oplevelse, og man behøver ikke komme hertil under karnevallet for
at opleve musikken, dansen, de smukke, glade og imødekommende brasilianere og
den løsslupne stemning. |