Opdateret 21.02.2016 / BFA
Chile REJSEMÅL

Chile er kontrasternes land og eventyrligt smukt. Fra den nordlige grænse mod Peru og sydpå langs Stillehavets kyst til Patagoniens sydlige spids, frembyder Chile et landskab, der varierer fra Atacama-ørkenen i nord, som er det sted i verden, hvor der falder allermindst regn, over den frugtbare jord i Chiles vindistrikter i midten til de mægtige gletsjere i Torres del Paine i syd. Chile byder på fantastiske kulinariske oplevelser, især er fisk og skaldyr i højsædet i landet med den uendeligt lange kyststrækning, og vin i verdensklasse. Det er samtidig det mest moderne og industrialiserede land i Sydamerika, og selv om der findes indianske kulturer i den sydlige del af dette endog meget lange land, så er den fremherskende følelse mere europæisk end i de andre sydamerikanske lande, og der ligger små, tyske landsbyer hist og her, som levn fra en dramatisk fortid. Fra Chile er der mulighed for at besøge Påskeøen med de karakteristiske, præhistoriske stenhoveder, og Robinson Crusoes ø, hvor arkæologer har fundet spor efter den skotske sømand Alexander Selkirks liv, som var inspirationskilden til den verdensberømte roman.

> Detaljeret kort