Lo Stivale – støvlen – er kendt og elsket af rejsende fra hele verden, og med god
grund. Landet har i tusinder af år været fanebærer for moderne kultur og grundene
til at besøge
dette smukke land er utallige. For de historisk interesserede er Rom med Forum Romanum, Colosseum og Pantheon et absolut must, ligesom Vatikanet med den imposante og ærefrygtindgydende Peterskirke er en oplevelse, man bør unde sig selv. Men spredt rundt i hele landet ligger paladser, slotte, villaer og haver som små perler indfattet i fantastiske landskaber.
Romantikeren skal til Venedig – ikke nødvendigvis for at dø – men for at opleve den
helt specielle stemning i denne by, der er bygget på ikke mindre end 118 øer, hvor
tiden synes at være gået i stå, og livet har sin egen, blide rytme. Firenze er byen
par excellence for kunstelskeren med Uffizi Galleriets samling af de allerstørste renæssanceværker og det nærliggende Galleria dell’Accademia, hvor Michelangelos verdensberømte skulptur ”David” kan opleves.
Herudover tilbyder Italien uovertrufne strande og et sandt overflødighedshorn
af oplevelser – friluftsopera, teater, festivaler, gastronomi, vin, natur, sport … Støvlelandet har det hele, smukt indpakket og velsmagende. |