Opdateret 12.02.2015 / MEG
Malta REJSEMÅL
Malta byder ikke blot på de flotteste strande og det dejligste azurblå middelhav man finder i Europa, men også på nogle af verdens mest imponerende kulturhistoriske oplevelser, med gigantiske forhistoriske klippetempler, over 5.000 år gamle gravkamre, store fæstningsværker fra Korsriddernes tid, ruiner ældre end pyramiderne, undervandsgrotter med alverdens fisk, skibsvrag fra 2. Verdenskrig, underjordiske tunneller, med meget mere.
Øriget Malta består af tre beboede øer, Malta, Gozo og Comino. Sidstnævnte har dog kun et indbyggerantal, der kan tælles på én hånd. Selvom Malta er et moderne europæisk land er det også lykkedes at bibeholde en følelse af romantisk tidløshed, og dette ikke blot grundet de tætte bånd til ridderhistorien. Ude på landet blandes italiensk arkitektur med engelske røde postkasser og telefonbokse, samt blå politilamper. Maltas smukke hovedstad fra 1500-tallet, Valletta har for nylig fået tilføjet bygninger designet af Renzo Piano, blandt andet parlamentet og et friluftsauditorium, som er blevet bygget ovenpå ruinerne af byens gamle operahus. Især på Gozo er det stadig muligt at støde på heste og hestevogne på landevejene og de mange og mægtige romersk-katolske kirker tårner sig op over små landsbyer. Med til at forstærke indtrykket af romantisk tidløshed er at hele øriget er badet i et gyldent lys hele året rundt, hvilket både skyldes refleksionerne fra middelhavet, som aldrig er særlig langt væk, kombineret med de karakteristiske gule kalkstenshuse, som ligger tæt spredt henover hele øriget. De mange folkeslag der igennem tiderne har besat Malta grundet øens strategisk vigtige geografiske beliggenhed har naturligvis også sat deres præg.
Malteserne selv er et varmt, imødekommende og humoristisk folkefærd. Formentlig grundet landets historie som en tidligere britisk koloni er malteserne præget af den britiske høflighed og sorte humor, som vi danskere så godt kan identificere os med, kombineret med den sydlandske fyrighed. Sproget lyder arabisk, men er blandet med italienske, franske og engelske ord og maden bærer sicilianske og mellemøstlige præg, som i skøn forening blandes med lokale ingredienser såsom kanin og honning.
 
 
Rejser i salg
> Korsriddernes Ø 8 dage | Kultur | fra kr. 5.990,-
Med denne rejse byder der sig en enestående mulighed for at opleve det autentiske Malta. Her kombinerer vi et skønt badeferieophold med to rundrejsepakker spækket med kulturelle oplevelser i både Malta og Gozo. Korsriddernes Ø er for de rejsende, som ønsker at opleve Maltas højdepunkter på bare 8 forrygende dage.
Afrejser: (Kontakt DaGama Travel) > Gå til