Opdateret 31.08.2015 / MAN
Oman REJSEMÅL
‘Ahlan wa salan!’ Velkommen. Velkommen til Sultanatet Oman; et liberalt og fremskridtsvenligt land på vej mod demokrati med en vennesæl og forstandig sultan, der sørger for fred og fordragelighed omkring sig og anerkender kvinderne som ligeværdige medborgere i et samfund, der tager hånd om de svage og fordeler goderne på retfærdig vis.
Indtil der blev fundet oliereserver i Oman, har de vigtigste indtægtskilder været bl.a. kobber fra bjergene i den nordlige del af landet og røgelse fra træet Boswelia Sacra, som landet er verdensberømt for. Oman var ligeledes et vigtigt handelscentrum, der pga. sin placering ud til Det Indiske Ocean og med monsunvindene som drivkraft kunne etablere succesfulde langdistanceruter. Du kan også gøre en god handel; Omans mange souker tilbyder en overflod af ædle stoffer som silke og cashmere, forførende parfumer og inciterende, skinnende guld. Derudover er fiskeri og dadelproduktion vigtige bidragydere til landets økonomi og du må ikke snyde dig selv for smagen af disse lokale kvalitetsprodukter.
Oman er i højere grad end nogen af de andre Golf-stater præget af den oprindelige, arabiske byggestil. Byggematerialerne er ubrændt og brændt ler, sten, mangrovetræ, palmetræ og kalk, der giver bebyggelserne de smukkeste, naturlige farvespil. Med bjergene som baggrundstæppe og det azurblå hav som kontrast, bliver besøget i Oman til en autentisk og smuk rejse tilbage i tiden. Nyd det.
> Detaljeret kort