Generelle flypriser FLYPRISER
 
Internettet
En del rejsende køber i dag flyrejsen via internettet. Og det giver god mening et pænt stykke hen ad vejen. I hvert fald så længe det er på de korte distancer i Europa, hvor man oftest sammensætter sin billet af to enkeltbilletter. Her er markedet forholdsvist gennemskueligt og dette på trods af de mange tilbud, der når grundpris, skatter og diverse gebyrer bliver lagt sammen, ikke er så billige endda. Og her er så ikke medregnet al den tid man oftest ender med at bruge foran computeren på at finde den rigtige flyrejse.
For flyrejser til destinationer uden for Europa kan det være endnu værre. For ikke at sige en rigtig jungle, hvor man kan bruge timer på at sammenligne priser og når man så tror man har fundet den billigste flybillet, så viser det sig, at der alligevel ikke er plads på flyet til den oplyste pris. En returbillet til New York er selvfølgelig til at overskue, men det at optimere rejsen, hvor man rejser ud til en by og hjem fra en anden kræver oftest langt mere indsigt end internettet for nuværende kan tilbyde.
Når man booker på nettet skal man dertil betale og udstede billetten med det samme. Noget der betyder, at man skal være meget sikker på sin ud- og hjemrejse før man reserverer, da der ingen vej er tilbage, når først man har trykket på ”godkend”. Billetterne på nettet har samtidig meget skrappe restriktioner på udstedelse, ændringer og annullering påhæftet, hvis de er billige. Og hvis man inden afrejsen vil have ændret den flybillet, kan det enten være fuldstændig umuligt eller koste en del i diverse gebyrer. Så når man booker på nettet skal man være tæt på 100% sikker på sin rejseplan og det kan være svært at være lang tid i forvejen. Dertil kan flypriserne ofte være vildledende med en stor forskel mellem billetpris og totalpris, da netop de yderligere skatter, afgifter og ikke mindst gebyrer udgør en stadig større andel af den samlede pris.
Endvidere kan langt fra alle rejsemål nås med en direkte flyforbindelse fra Danmark. Skal man skifte fly undervejs, bør man købe billetten som en samlet billet. Dermed undgår man at miste billetten til det næste fly, hvis der opstår forsinkelser. Flyselskaberne er nemlig kun forpligtede til at yde kompensation eller anden flyforbindelse, hvis flytransporten er udstedt som én billet.
Skal man f.eks. flyve fra København til New York og skifte fly i Paris, er det en rigtig dårlig idé først at købe en billet til Paris og bagefter købe en anden billet fra Paris til New York. Så risikerer man at stå med en ubrugelig billet, hvis der opstår forsinkelser eller aflysninger i den første del af rejsen til Paris.
Til sidst skal man være opmærksom på at Rejsegarantifonden og pakkerejseloven kun dækker for rejser købt via et dansk firma og kun ved køb af mere end en ydelse. Derfor bør man bestille fly og hotelovernatning gennem samme firma for at være sikret den nødvendige forbrugerbeskyttelse. Dette gælder både for internettet og rejsebureauerne. Så selvom der nogle gange ser ud til at være penge at spare på internettet, skal man som forbruger ikke glemme sin sunde fornuft.

Rejsebureauerne
Med risiko for at virke inhabil, så får man altså, hvad man betaler for. På de helt simple flyrejser er rejsebureauerne måske en anelse dyrere i udgangspunktet, men tilbyder så til gengæld også en langt større frihed, samt råd og vejledning i reservationsfasen. Råd og vejledning som normalt er vitale, da de kobles sammen med resten af rejsen og ikke kun tager udgangspunkt i selve flybilletten.